Jeg har set film så langt tilbage, jeg kan huske. Science Fiction, actionfilm, krigsfilm, komedier, gamle danske klassikere. Vi havde en videomaskine helt tilbage omkring 1981, og den blev flittigt brugt til at optage med. Jeg husker tydeligt klassikere som Kong Salomons miner med Stewart Granger og Deborah Kerr, Afrikas Dronning med Bogart og Hepburn, og naturligvis Star Wars som blev set et utal af gange. Men grundlæggende er det umuligt for mig helt at holde styr på hvornår jeg så hvad, men når man havde kammerater med hjem efter skole, så var det ikke usædvanligt at vi gloede alle mulige film.
Fra ca 12-årsalderen kom også en periode, hvor jeg tog en del i biografen, og så de nyeste film – gerne anmeldt i ungdomsbladet Mix (ak ja). Der var mange elendige film imellem, men én film ramte fuldstændigt plet, nemlig Ondskabens Øjne, der med et blev min yndlingsfilm. Nogenlunde samtidig med denne opdagede jeg også Woody Allen, hvor hans komedie Mig og Bogart fængede mig. Der var en stribe af hans film i fjernsynet, igen blev alt optaget, og jeg var straks helt med på den intellektuelle neurotiske New Yorker-type med sproglige perler. Woody Allen var så gateway til Marx Brothers – som jeg havde set, men ikke forstået dybden eller betydningen af – og senere også Bergman, som jeg dengang slet ikke havde på radaren (der havde været nogle af hans serier i TV, som jeg ikke havde set).
Man skal heller ikke undervurdere TV-fronten. Twin Peaks rammer skærmen, og man er hurtigt fuldstændigt suget ind i David Lynch’es mystiske drømmeunivers, hvor tingene bare er en anelse mystiske. Det var jo komplet umuligt ikke at opsøge mandens andre kreationer, som eksempelvis Blue Velvet, Vilde Hjerter (der ud over Nicolas Cage også introducerede Laura Dern, hvilket gav stor gensynsglæde da hun pludselig dukkede op i Jurassic Park, for slet ikke at tale om Willem Dafoe, som jeg var vildt begejstret for i Oliver Stones anti-krigsfilm Platoon) og ikke mindst Elefantmanden (som jo havde Anthony “Hannibal Lecter” Hopkins og John Hurt på rollelisten, sidstnævnte jo uforglemmelig som mor til en hidsig Alien og The Storyteller i Jim Hensons pragtfulde serie).
En anden film der rammer benhårdt er Taxi Driver. Jeg husker ikke præcis, hvorfor jeg ser den? Måske fordi jeg ville se noget mere med Jodie Foster efter Ondskabens Øjne? Men Taxi Driver gør, at jeg opsøger alt med Robert De Niro samt Martin Scorseses film. Jeg havde egentlig set De Niro både i Godfather og Deer Hunter, men jeg var nok for ung til for alvor at værdsætte filmene, et tema som går lidt igen, men det ansporer jo til at jeg genser filmene.
En sidste afgørende ting i mine teenageår var, at en ung gut ved navn Lars von Trier satte Danmark på det internationale filmkort igen. Bevares, vi havde da gode instruktører som Bille August og Gabriel Axel, men det var ærlig talt ikke noget der fængede en teenager. Riget gjorde ham landskendt, og med Breaking the Waves fik han sit store internationale gennembrud. Det mindede på visse måder om det David Lynch havde gjort med Twin Peaks, men tilsat Triers helt egen vinkel, der dog som flere af hans film var dybt inspireret af den russiske instruktør Andrei Tarkovskij.
Dette var bare et lille udpluk af de film, som jeg er rundet af i min barndom, og meget er udeladt. Kurosawas samuraifilm, Kenneth Branaghs Shakespeare-filmatiseringer, Sergio Leones spaghettiwesterns, Robin Williams’ pragtpræstationer i Good Morning Vietnam og Døde poeters klub, for slet ikke at nævne de utallige mere eller mindre elendige action og komedier, som man høvlede igennem.
Som voksen byggede jeg videre på min filminteresse, og jeg fik skabt lidt sammenhæng i de film jeg så. Det kunne være skuespillere eller instruktører, som jeg gik lidt mere systematisk i gang med. Eller genindspilninger af gamle film, der så gjorde man opsøgte originalerne. Eller en række interviews med diverse instruktører, der redegjorde for deres inspirationskilder. Bille August’s yndlingsfilm er Bergmans Hvisken og råb, Lars von Trier Tarkovskijs Vandringsmanden osv. Jeg fik langt fra set alt, men gav dog alligevel et rimeligt overblik over en række af det 20. århundredes mest indflydelsesrige filmskabere.
Men stille og roligt forsvandt tiden. Der var arbejde, familie og en masse andre gøremål og hobbyer, der naturligvis krævede noget opmærksomhed. Jo jo, der blev da set de fantastiske filmatiseringer af Ringenes Herre, da de udkom i biograferne, men ellers var det mest når børnene skulle i biografen eller se film, at man var med. En række animationsfilm og naturligvis Harry Potter-filmene huskes bedst. Men det gamle filmnørderi var væk.
Lidt blev der dog pirket til det, for da børnene blev lidt større, så havde vi filmfredag, hvor hele familien så en film sammen. Nogle gange noget de valgte, andre gang gamle film vi besluttede, at dem skulle man bare have set. Og med et par enkelte svipsere må jeg generelt sige, at mine børn har god filmsmag, og det er ganske udmærkede ting jeg er blevet præsenteret for.
Jeg har gennem flere år haft ideer, som jeg gerne vil realisere. Jeg har et mål om på et eller andet tidspunkt at skrive en bog. Et andet mål var, at lave en podcast. Tilfældigvis blev sidstnævnte en realitet, da vi over en frokost kom til at snakke om det. Min gode kollega Lars er nemlig også interesseret i film, og havde absolut også haft lyst til at lave en podcast. Og der gik ikke lang tid før konceptet i det store hele var på plads, og vi kastede os hovedkulds ud i det. Vores filmsmag har vist sig at være vidt forskellig, og nok også mere forskellig end jeg troede fra starten af, men det gør bare projektet mere spændende synes jeg.
Men den fantastiske sideeffekt er jo, at jeg pludselig har fået genoplivet filmnørderiet efter knap 20 års pause. For de film jeg udvælger til podcasten skal jo researches, så der er noget at snakke om. Jeg får genset nogle gamle film, såvel som åbnet op for ting jeg ikke tidligere har set. Samtidig var jeg for første gang i biografen i årevis og så en “ikke børnefilm”, men med mine børn, da vi sammen så genudgivelsen af Memories of Murder af koreanske Bong Joon Ho, som havde lavet den pragtfulde Parasite, der jo vandt en fortjent Oscar, og som også var mine børn der havde præsenteret mig for, Og når jeg så kunne se, at jeg uden at ane det, faktisk havde set en film af instruktøren før, ja det gjorde det jo bare endnu mere interessant.
Så hvad nu? Tja, podcasten kører jo derudaf, og vi har masser af ideer til fremtidige afsnit. Jeg har meldt mig ind i Cinemateket med en klar forventning om, at jeg skal opsøge nogle flere film i biografen. Jeg har stadig masser af huller i filmhistorien, som jeg skal have lukket. Jeg har ikke set ret meget af nogle af de store tyske instruktører. Det samme gælder for nogle af de franske. Jeg har heller ikke set alle Carl Th. Dreyers film, og det samme gælder de nyere Lars von Trier film. Der er nok at tage fat på, og samtidig så opdager man jo nye ting, når man genser en Fellini-film, og på den måde så stopper det aldrig.
Gode film sætter spor. De får os til at tænke over livet, aktuelle temaer, rejser filosofiske spørgsmål, vækker følelser i os. Det kan være æstetisk kunst, spændende historier der tager os med på rejse til fremmede verdener. Men man skal yde noget for at få det fulde udbytte. Og gode film giver ikke alle svarene, dem må vi selv finde frem til. Det er godt at være tilbage.
