Vi kender dem alle sammen. De der elendige film, hvor man efter at have set dem tænker, “hvorfor spildte jeg lige mit liv på det her?” Men hvad er egentlig en rigtig dårlig film?
Verden er fuld af film fyldt med elendige skuespillere, elendig instruktion, tåkrummende effekter osv. Men flere af disse film har på en eller anden måde en charme. Der er til tider noget naivt og uskyldigt over disse håbløse film, der på en eller anden måde virker dragende på os. De har lidt en tendens til at blive såkaldte kultfilm, og jeg skal da ærligt indrømme, at jeg morer mig med at se disse.
Og historien om en af de største skabere af ringe film, Ed Wood, blev filmatiseret af Tim Burton. Lars von Trier satte sig til opgave at få Jørgen Leth til at lave en lortefilm i “De fem benspænd”. Så fascinationen af det elendige findes også blandt filmskabere. Og endelig har Mystery Science Theatre 3000 (forkortet MST3K) gjort det til en fest, at gense disse gamle rædsler.
Så de film der er så elendige, at de rent faktisk bliver morsomme, ja de kan vel dårligt falde i kategorien “de dårligste”.
Men når vi snakker dårlige film, så er der en anden, som ofte nævnes, og den må jeg også tage fat på her. Det er den fjerde i en serie, der gradvis bliver ringere. Jeg så de tre første som knægt, og skal ærligt indrømme at mit barnesind var mere positivt indstillet over for den elendige 3’er, end gensynet med min lidt mere modne udgave. Til gengæld havde jeg aldrig hørt om 4’eren, da jeg så den. Ej heller vidste jeg, at den var udråbt som noget nær det mest elendige i filmhistorien. Jeg var altså fuldstændigt uforberedt på den rædsel, som jeg skulle til at se. Jeg taler naturligvis om Dødens Gab 4.
Jeg elskede den oprindelige Dødens Gab og har genset den mange gange, og jeg har læst bogen – både til 1 og 2 – af Peter Benchley. Men denne firer er så eksemplarisk elendig, at man tror det er løgn. På trods af at have filmene i et boxset, så har jeg kun set den en gang, så det bliver lidt på hukommelsen, men grundlæggende så er den første scene ok, for hajen æder en gut i en havn. Fint nok, problemet er bare, at dette er den eneste gode scene.
Så tager Ellen Brody på ferie med fly og hajen følger sgu med under vandet, for den vil have hævn. Intet giver mening. Hvordan hajen kan følge med et fly, eller ved hvem der er i det, ja det står absolut hen i det uvisse? Hvorfor denne haj vil have hævn giver heller ikke mening, for de andre hajer er jo afgået ved døden?
Men det er egentlig ikke det fuldstændigt ulogiske plot, som er problemet. Problemet er der ikke sker en skid. Ellen Brody har flashbacks til begivenheder, som hun ikke selv har været en del af. Det er meningsløst og (dødens) gabende kedeligt. Og ikke nok med det, men endelig frem mod den sidste afgørende scene lykkes det endelig hajen at sluge en af de medvirkende. Men hvad sker der så? Jo, hajen sprænger (vist nok) i luften, og ud af maven i levende live flyder nu det tidligere offer. Jeg kan kun advare mod denne elendighed af en film.
Dødens Gab 4 er dog langt fra den eneste af sin slags, hvor efterfølgere er håbløst elendige. I serien af disse skal jo også nævnes Piranha 2. Jeg husker tydeligt, da jeg første gang så den oprindelige Piranha-film som ca. 11-årig. Det var en af de film, der akkurat som Dødens Gab gjorde, at man lige skulle overveje en ekstra gang, om man havde lyst til en badetur. Tanken om tusindvis af piratfisk, der strippede kødet fra ens skelet i løbet af få sekunder, var ekstremt skræmmende, og selv om jeg ikke har genset filmen, så husker jeg den som meget effektiv.
Piranha 2 gav den dog lige en skrue ekstra, for godt nok var fiskene i den oprindelige gjort ekstra bidske i et hemmeligt militærlaboratorium (ak ja, de skulle være sluppet ud i Vietnams floder for at sprede rædsel hos befolkningen), så er de i denne film gensplejset endnu mere, så de nu kan flyve…. Jeg gentager lige, kan flyve… En stakkels imbecil manuskriptforfatter har naturligvis fået ideen, at fisk pr. definition kun er skræmmende hvis man opholder sig i vandet, og derfor skulle der udvikles en metode, hvor folk kunne angribes på land. Vi har senere set konceptet i film som Sand Sharks og Sharknado, disse havde dog til gengæld en snert af humor. Senere er serien udvidet med Piranha 3d, som jeg ærlig talt ikke har set, men pointen med den var vidst bare at vise hel- og halvnøgne damer.
Jeg bliver også lige nødt til at runde Aliens vs. Predators 2. Jeg er vist en af de ganske få, som rent faktisk kunne lide den første. Men jeg skal ærligt indrømme, at jeg var godt underholdt. Jeg elsker Alien og Predator er en ganske underholdende film. Så kom der et computerspil, der forenede de to ikoniske figurer. Der var dog intet i det setup som sagde, at det så skulle blive en god film. Der er flere film baseret på computerspil, nogle frygtelige som eksempelvis Doom, andre fungerede egentlig ok som Resident Evil. Bevares, Alien vs. Predator (AvP) er bestemt ikke en stor film, det er hjernedød underholdning, men det synes jeg også den leverer til fulde. Men efterfølgeren AvP2 er godt nok noget af det mest åndssvage, jeg længe har oplevet, og jeg skal ærligt indrømme, at jeg nok ikke fik set de sidste 20 minutter (der måske var fremragende, omend jeg tvivler), men det var en pinsel.
Jaws 4, AvP2, Piranha 2 er alle elendige film. Men det er trods alt ikke mine værste filmoplevelser. Årsagen til dette er, at de ikke ødelægger originalerne.
Nej, jeg har i hvert fald to film, som jeg har et ubetinget had til. Film der er så forkerte, så forfærdelige, at de aldrig burde være lavet. Årsagen er den simple, at de destruerer film jeg elsker.
En kendt filminstruktør sagde engang, at det største problem ved Steven Spielberg film var, at han forklarer alt. Når man har set filmen, så er der ingen åbne spørgsmål, alt er besvaret. Den kritik kan jeg sådan set godt nikke genkendende til (at Jaws blev så god skyldtes jo netop, at han ikke kunne få mekanikken til at fungere).
Så en stor del af filmmagien opstår jo, når publikums fantasi aktiveres. Den oprindelige Alien fungerer så fantastisk, fordi uhyret er skjult i skyggerne, vi kender ikke til den, dens historie, dens bevæggrunde eller motiver. Derfor kan den også opfattes som en metafor for mange forskellige ting. Det er den detalje (eller en af detaljerne), som hæver filmen op over banaliteten. Det er præcis derfor, at efterfølgeren Aliens er så markant ringere. Det er i James Camerons version reduceret til en actionfilm. Men Camerons film ødelægger ikke originalen, det gør til gengæld den infame Prometheus, der tilmed har Ridley Scott som instruktør!
Jeg var begejstret, da jeg hørte Ridley Scott ville tage fat i Alien-universet igen. Hvad kunne det ikke blive til? I stedet så formåede han, at smadre magien i sin egen fortælling. Man burde måske have luret faren i titlen. Prometheus er jo den græske gud, der trodsede Zeus, og gav liv til mennesket. Og ikke nok med at vi i filmen fik en fuldstændig hjernedød fortælling om menneskets ophav, som værende skabt af en eller anden udenjordisk race, så bliver det tilmed koblet til den oprindelige Alien-historie, hvor disse “Aliens” ikke bare kreerer mennesket, men sørme også er ansvarlige for de fantastiske Xenomorfer. Mage til idioti skal man lede længe efter!
Al den mystik som var med til at gøre den oprindelige Alien så fantastisk blev med et pennestrøg ødelagt. Ikke bare skulle mystikken ødelægges, nej den skulle tilmed erstattes af en håbløs elendig historie, hvor menneske og xenomorf på en eller anden måde sættes i relation til hinanden.
Prometheus er nok den film i verden, som jeg mest af alt havde ønsket aldrig var blevet lavet, eller jeg i det mindste havde været forskånet for at se. Og værst af alt – jeg betalte sgu penge for at se den i biografen…
En anden film, som jeg ærlig talt hader næsten lige så passioneret som Prometheus, er Hannibal Rising.
En af de film, der for alvor skabte min filminteresse, var Ondskabens Øjne – Silence of the Lambs. Og jeg læste også bøgerne, der jo også indbefattede den første Red Dragon (filmatiseret 2 gange), men efter filmsuccesen også efterfølgeren Hannibal.
Historikken er lidt sjov, for filmen Ondskabens Øjne var jo et fantastisk gennembrud, der høstede alle de store Oscars bl.a. til Jodie Foster og Anthony Hopkins, såvel som til instruktør Jonathan Demme – alt fuldt fortjent. År tidligere var den første bog filmatiseret under navnet Manhunter, der dog ikke fik så stor opmærksomhed. Jeg har set den, og den var egentlig ok, men klart slet ikke på niveau med Demmes film.
Begge bøger er skrevet af Thomas Harris, og de er virkelig gode. Men så kom der fortsættelser, og det gjorde intet godt. Jeg ar læst lidt om, at Thomas Harris egentlig ikke selv ønskede at fortsætte, men at hvis han ikke gjorde så var rettighederne sådan, at andre ville kunne overtage, og det ønskede han ikke (Godfather 3 om igen). Summa summarum – efterfølgeren til Ondskabens Øjne, bog såvel som film, Hannibal, var en tynd kop te, og gjorde intet godt. Al den tvetydighed som var i figuren Hannibal Lecter blev pludselig trukket ud, og han og Clarice udviklede et forhold som vi nok ikke lige tænkte var oplagt. Sikke noget rod. Men igen, filmen ødelagde ikke så meget i forhold til den oprindelige. Dette skulle dog ændre sig med filmen Hannibal Rising!
Hannibal Rising gør præcis det, som bare burde være et åbenlyst no go. Den forsøger at forklare baggrunden for, hvorfor Hannibal Lecter er som han nu engang er. Det der bare er den åbenlyse problematik er, at fascinationen af figuren netop går på mystikken. Han er et paradoks. På den ene side et lynende geni, der er i stand til at psykoanalysere folk på et splitsekund. En gentleman, der har viden om musik, kunst, vin og tilmed kan lave kunstværker af berømte bygninger fra hukommelsen. Men samtidig er han en djævel, en rendyrket psykopat i ordets egentlige kliniske forstand, men yderligere med morderiske kannibalistiske tendenser. Som sagt et paradoks. Og det interessante er netop, at vi ikke aner hvorfor han er sådan.
Så det samlende for de to film jeg hader mest (der er muligvis flere film derude jeg ville hade ligeså intenst, havde jeg set dem), det er netop film der ødelægger magien bag to karakterer, som jeg holder meget af. Alien/Xenomorf og Hannibal Lecter. Det interessante er, at begge ødelægges af deres oprindelige skabere – Ridley Scott som instruktør til den oprindelige Alien, og Thomas Harris som forfatter og skaber af Hannibal-figuren. Det er hjerteskærende.
Det bliver nogle gange sagt, at amerikanere ikke kan lide åbne slutninger. Der skal helst ikke være for meget tilbage for tilskueren at analysere, det kræver jo tankekraft. Jeg ved ikke om det er korrekt, men jeg kan i hvert fald se, at det i disse to tilfælde er gældende. Trangen til at forklare baggrundshistorien trækker magien ud af fortællingen, og de er ødelæggende for filmene. Det eneste jeg derfor kan gøre er, at undlade at anerkende disse film som en del af kanonen – det er film som eksisterer i et parallel-univers, langt væk fra mine elskede værker.
Der er charmerende dårlige film, som vi kan grine af. Der er ligegyldige dårlige film, som vi kan trække på skuldrene over. Og så er der film der er så dårlige, at de dræber magi og fantasi – de sidstnævnte er ubetinget de værste.
