Netflix er blevet opgraderet med en lang række ældre film, heriblandt en del ganske interessante. Det er jo en dejlig udvikling, hvis de lidt mere tyndbenede Hollywoodproduktioner (der jo kan være ganske underholdende) bliver suppleret med film til filmentusiaster.
En af disse er Jean-Luc Godards “Le Carabiniers” fra 1963, der på dansk blev oversat til “Soldaterne”, men selv om oversættelsen er korrekt, så lyder det bare lidt forkert. Vi holder os altså til originaltitlen.
Filmen starter med, at vores to hovedpersoner, Ulysses og Michelangelo, bliver opsøgt af to soldater. En slåskamp opstår, og allerede her fornemmer vi hurtigt, at vi er ovre i satirens verden, for kampen antager nærmest en slapstick-agtig karakter.
De to soldater har besked med fra “kongen”, at de skal melde sig til hæren, da landet er i krig og har behov for deres tjeneste. De er skeptiske og vil gerne lige vide, hvad de får ud af det. Og det er ikke småting, de får frie hænder til at plyndre, røve etc. Deres hustruer, Cleopatra og Venus, synes det er en fremragende ide, og således bliver det.
Vi følger så vores to hovedpersoner gennem krigens rædsler, og det er absolut ikke heltegerninger der karakteriserer kampen, men overgreb på civile og i det hele taget en absurd tilgang til verden. Hjemme modtager de to hustruer jævnligt postkort, der fortæller om mændenes “eventyr” i den store verden.
Men da Ulysses og Michelangelo vender hjem fra krigen, så er det uden de lovede skatte. Kufferten er derimod fuld af postkort – glansbilleder om man vil – uden nogen form for værdi. Soldaterne kommer igen og fortæller, at kongen har tabt krigen, hvilket jo komplicerer tingene noget, ikke mindst hvis man forventer betaling i form af krigsbytte, men de får en fin medalje. I sidste ende kommer der en kontrarevolution, vores hovedpersoner må flygte som forrædere, og ender med at blive likvideret af deres egne, som vil redde eget skind. Ak ja.
Filmen er på mange måder absurd, men samtidig ganske underholdende. Vores hovedpersoner bor i et faldefærdigt skur ude midt i ingenting. Det er simple folk der hverken ejer jordisk gods, moral eller intellekt. I den forstand er de oplagte til at falde for soldaternes propaganda og løfter om guld og hæder.
Det er absolut en antikrigsfilm, der formår at fremstille absurditeten i handlingerne. Der er for så vidt ingen helte, kun uskyldige ofre. Men filmen er langt nemmere at se end mange andre film i samme kategori, fordi satiren er så tyk. Der er ikke udpenslet vold eller blod – jo jo, der nedskydes civile – men det hele i en karikeret form.
Jeg skal ærligt indrømme, at jeg ikke er særlig velbevandret i fransk film fra denne periode, selv om jeg udmærket ved, at det rent filmhistorisk er en vigtig periode. Det var i fransk film den såkaldte “nye bølge” startede, hvor filmmediet for alvor udviklede sig fra at være ren underholdning til at være en måde at udtrykke sig politisk og filosofisk. Vi er i opstarten til de politiske omvæltninger i slut-60erne, hvor universitetet i Paris jo var et centralt omdrejningspunkt, og Godard så sandelig nok den vigtigste filmskaber i perioden.
Det er som sagt meget glædeligt, at Netflix giver os mulighed for at se en film som Le Carabiniers, noget som man ellers kun støder på i specialbiografer som Cinamateket.