Blog Image

https://bagvand.keisneerbek.dk/

Solceller

Undervisning Posted on Sat, December 01, 2018 19:48:06

Hørt til dagens naturfagseksamen: “Når solcellen producerer mest, så har den et watt-peak”. Det udsagn løftede bestemt humøret hos lærer og mig som censor.



Musik

Undervisning Posted on Sat, December 01, 2018 19:43:37

Det tog kun en vikartime i musik at slukke fremtidshåbet hos en 5. klasse i dag. Emnet var egentlig, hvad lydbølger er…

Demonstrerede høje/lave toner med fjeder, bølgelængder, svingningstid osv. Det var en fest. Så kom jeg til at sammenligne med bølger i vand. På en eller anden måde endte vi så ovre i tsunamier, der jo opfører sig lidt anderledes. Dette medførte så spørgsmål om hvad der kan slå os ihjel.

Summa summarum forsøgte jeg at berolige de unge mennesker med, at det normale jo var at være uddød (hvilket gælder for hovedparten af jordens liv geologisk set), så det at være levende var lidt usædvanligt. I øvrigt at der havde været adskillige masseuddøender gennem tiden, at CO2 har spillet en væsentlig rolle i flere af dem, at menneskets civilisation er opstået i en relativ rolig periode klimamæssigt set, at mennesket grundlæggende er en destruktiv art, at vi statistisk set har større chance for at være ved slutningen af vores historie fremfor ved begyndelsen (men spekulativ statistik er voldsomt upålideligt, heldigvis), og at vi med stor sandsynlighed næsten ingen geologiske spor vil have efterladt, hvis man om 100 mio år gravede i jorden.

En pige rakte fingeren op, og spurgte bekymret om det gjorde ondt at uddø, hvorefter jeg tænkte at nu måtte frikvarteret egentlig godt begynde.

Jeg har ikke linjefag i musik, skal det lige siges…