Blog Image

https://bagvand.keisneerbek.dk/

At bestemme dansefluer

Insekter Posted on Wed, May 01, 2019 21:18:31

Med foråret kommer dansefluerne. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at der i blandt disse findes arter der er så vanskelige, at man grædende kryber i fosterstilling. Men omvendt skal man heller ikke afskrive dem som umulige, for der er faktisk ganske mange af arterne, der er helt til at have med at gøre.

Jeg har her tager udgangspunkt i en lille Empis nuntia, en ganske almindelig art på en 4-5 mm. En af de fluer mange måske fra start afskriver, men jeg har lavet en lille guide her til hvordan man kommer i mål, hvilket forhåbentligt kan give nogen blod på tanden, til at kaste sig lidt mere over de skønne dansefluer.

Nøglen jeg bruger er Mike Hackstons, som kan findes frit tilgængeligt på Mikes Insect Keys.

1. der er en diskalcelle (rød)
2. Vingeåren R4+5 har en gaffel (blå)
3. Analcellen er lang, mere end halvdelen af anden basalcelle (grøn)
og så er sugesnablen (proboscis) meget lang og peger nedad

Dermed ender vi på slægten Empis

4. Vingens indhak er spidsvinklet (lilla)
5. De mørke områder på ryggen ligger oven i rækkerne af hår (da vinklen skal være helt rigtig er det meget svært at se, ikke mindst tage billeder af med mit amatørgrej, så I må stole på når jeg siger det er rigtigt
6. Alle årer fra discalcellen rammer vingekanten (lyseblå)
7. Kun kanten af forbrystet er behåret (gul)
8. Hos hannen rører øjnene hinanden
9. Svingkøller er lyse (lilla)
10. Forreste del af thorax med mørke børsteagtige hår (ingen lyse) (gul)
11. Hår langs bagkrop lyse (undskyld, igen meget svært at se på dårligt billede, men de er meget tydelige i real life) (grøn)
12. Bagkrop mat (12)
13. 4 børster på scutellum (tro mig, de er der) (lyseblå)
14. Og endelig the money shot, det karakteristiske krogede kønsorgan, som kunne have sparet os for alt det foregående.



Grøn sandspringer

Insekter Posted on Fri, April 05, 2019 18:05:10

Var en tur ude i den dejlige forårssol. På engen myldrede det med Grøn sandspringer, en herlig bille, ikke mindst fordi det er en af de få, som jeg rent faktisk kender navnet på.
De er ikke særlig fotogene, plejer at flyve væk, mens man akkurat er udenfor rækkevidde.

Jeg registrerede en snylteflue, Gonia picea, som lige rundede en tur i insektnettet, inden den blev løsladt. Men i nettet opdagede jeg sørme, at der sad en Grøn sandspringer. Den må være fløjet ind i nettet, uden jeg har opdaget det, mens jeg bare har travet rundt. Den kan højst have siddet der et kvarters tid, men det var altså nok til, at den var blevet helt rolig, og jeg kunne fint få et par gode billeder, inden den drønede afsted igen.

Pragtfulde kæber de har.



Fluekiggeri

Insekter Posted on Sat, March 30, 2019 16:55:26

Jeg bor i et område med meget dejlig natur. Det er der, heldigvis da, også mange andre, som har opdaget, og en dejlig forårsdag som i dag, møder man mange hundeluftere o.lign.
Det er dog ikke alle, som helt deler mine entomologiske tilbøjeligheder, hvilket kan føre til folk kigger lidt underligt på en, ja man fornemmer nogle gange de opfatter en som værende en smule excentrisk.

Insektnettet vækker en del opmærksomhed. Nogle er straks fjendtlige, og tillægger mig givetvis alverdens lyster ud i sommerfugledrabets kunst. Men dem der tager sig mod til at spørge ændrer ret hurtigt attitude, når jeg forsikrer at nettet skam alene er tiltænkt fluer og tæger. Dem er det åbenbart ikke synd for.

Men turen i dag indebar altså en lille tur op på en stejl skrænt, hvor jeg sidste år lavede et vanvittigt hattrick, med hele 3 Melangyna-arter på 15 minutter. Der blev kigget lidt skævt til mig nede fra stien af, hvor hundelufterne passerede forbi. Imens stod jeg og stirrede intenst på – ja på skrænten. Det hjalp heller ikke på skepsis, da jeg pludselig dansede mystisk rundt på den stejle skrænt, men det havde altså den simple forklaring, at jeg ubemærket havde stillet min højre fod i en myretue, og mit ben (både indvendigt og udvendigt på buksebenet) var levende af en ordentlig omgang store sorte myrer.

Der var ingen Melangynaer til mig i dag, men humlefluerne sværmede (de har helt vildt mange B. discolor i England pt., men jeg fandt kun de vanlige majorer), det samme gjorde flere snyltefluer, og imens drønede frøtægerne rundt i de visne blade, og årets første grønne sandspringer lavede sine vældige “hop” på stien foran mig.

Jeg fastholder det standpunkt, at det er folk som ikke interesserer sig for insekter, der er de mærkelige.