Peter Ward har skrevet bog om masseudryddelser.

Kap. 1
Vores hovedperson ser på ammonitter. Hans læremester var af den gamle skole, og troede på langsom uddøen, hvilket de fossile fund antydede. Men Alvarez fremsætter i 1980 sin meteor-teori. Var de gamle fund af bl.a. ammonitter systematisk undersøgt i forhold til at kunne konkludere en pludselig uddøen? Peter Ward under søger med friske øjne og sørme så, ammonitternes antal går fra mange til nul på ingen tid. Meteorfolk og vulkanfolk kaster sig ud i bitter strid, hvor meteorfolkene vinder. Pludselig er alle masseuddøender resultat af meteornedslag, men kan det nu passe?

Kap. 2
Der bores i havet, og analyser af isotoper afslører, at der for ca. 60 mio år siden var en lille uddøen af havdyr grundet kraftig temperaturstigning i det dybe hav. Meget mærkeligt, men trods alt en “lille” uddøen i skala sammenlignet med se store. Men nye udgravninger af vores hovedperson i Tunesien, viser pludselig en lignende begivenhed for 110 mio år siden. Asteroider er pludselig ikke den eneste trigger for uddøender, men kraftige varmeperioder udløst af… ja hvad?

Kap. 3
Perm afsluttes med massiv uddøen. Becker kommer med asteroideteori, finder forslag til nedfaldskrater og de bl.a. de såkaldte buckyballs angives til at være beviset. Men efterfølgende undersøgelser kan ikke reproducere resultaterne, pinligt pinligt. Fokus skifter så til alternative teorier, fx kraftig opvarmning grundet store mængder giftige drivhusgasser. Men hvordan slår man effektivt land- og vanddyr samt planter ihjel så hurtigt?

Kap. 4
Så er det Trias, en mystisk afslutning, hvor dinosauerne af en eller anden grund overlever og styrkes ind i juratiden, men hvor alt andet kraftigt reduceres. Igen masser af antydninger, noget passer ikke helt. Jeps, vi har fatttet det, meteorteori kan ikke stå alene, get to the point, Peter!

Kap. 5
Endelig, svesken på disken. Grumme bakterier i dybet der producerer store mængder svovlbrinte, koblet med meget varmt vand der ikke kan opløse meget ilt og tilmed stopper nogle af de store havstrømspumper. En grum cocktail der afsluttede Perm med fuld kraft og i mindre grad visse andre perioder.

Kap. 6
Men hvad udløser disse forhold? Svaret er CO2. Voldsomme ændringer i mængden af drivhusgasser sætter en kædereaktion i gang, der svækker ozonlaget øverst og kvæler livet nederst på bunden af havet – og alt imellem.

Kap. 7
Analyser af iskerner afslører en række cykler med kolde og varme perioder, der ret hurtigt skifter. Helt op til ti grader gennemsnitstemperatur på et tiår. Sandsynligvis med de store havstrømme som fuldstændigt afgørende, hvor de enten kan slukkes helt i varmeperioder, hvorefter kulden kommer, eller måske de flytter sig. Fakta tyder på, at de seneste 10.000 år har været unormalt stabile.

Kap. 8
Mere om CO2. Mennesket har i årtusinder påvirket atmosfæren, helt fra da bondestenalderfolket startede afbrænding af store skovområder. Havet kan optage og neutralisere en vis mængde, hvis de calciumholdige dyr har tid nok. Men hastigheden det moderne samfund pumper CO2 ud overstiger tidligere tiders sikre talværdier med 100 gange. Vi nærmer os de ppm-værdier, som forårsagede den varmedød der sås for 60 mio år siden.

Kap. 9
Effekten af høje CO2- niveauer. Vandstand, sygdomme, sult etc.

Kap. 10
Muntre fremtidsscenarier med konsekvensberegninger af forskellige ppm-niveauer år 2100. De mest optimistiske tror forfatteren ikke på, der er simpelthen for mange mennesker med øget levestandard. Men en medium omkring de 450 ppm er muligt, hvis folk vågner op og ændrer levevis, men klimaforandringerne har slået markant igennem. Men situationen kan også være accelereret til det rene klimakaos. En dyster fremtidsudsigt.