I virkeligheden burde titlen på bogen være: “Dræbte mennesker de store istidsdyr?”

Dette er nemlig det store emne, der ligger som det store ubesvarede spørgsmål. Det er en interessant tanke. Vi er udmærket klar over, at vi mennesker i moderne tid er ansvarlige for en udryddelse af enorme dimensioner. Fældning af skov, ødelæggelse af habitater – både på land og i vand. Da europæerne sejlede ud og “opdagede” eller underlagde sig verden, så bragte de også død og ødelæggelse med sig, ikke kun for oprindelige befolkninger, men også for de dyr – specielt på isolerede øer – der enten blev slagtet som proviant eller gik til grunde pga medbragte rotter.

Vi har en grundfortælling om, at vi engang levede i harmoni med naturen. At denne destruktive adfærd er et udslag af vores civilisation og den fremmedgørelse vi nu oplever fra naturen. Der er ikke meget der tyder på, at disse forestillinger er andet end myter. Det moderne menneskes romantisering af fortiden. Men hvor destruktive var vi i tidernes morgen? Var det i virkeligheden menneskets spredning til hele kloden, der selv med primitive redskaber var i stand til at udrydde de store dyr?

Dyrene kender vi, om ikke andet fra Ice Age filmene. Mamutter, kæmpedovendyr, sabelkatte er de mest kendte, men et stort antal pattedyr af kamelarter, hjorte, heste, bæltedyr, næsehorn for slet ikke at snakke om kæmpefugle som moa osv. En lang række dyr som levede i rundt om i verden for 10, 20 eller 30.000 år siden. Det skræmmende er, at de tidsmæssigt forsvandt nogenlunde samtidig med, at mennesket rykkede frem fx Clovis-indianerne i Amerika, som Eske Willerslev bla. har gjort kendte herhjemme. Den afrikanske megafauna havde lært at frygte mennesket fra starten af, men det havde dyrene i Amerika ikke.Men nogenlunde samtidig er jo ikke særlig godt i en så voldsom anklage, så hvor gode er vores dateringer egentlig? Hvilke beviser er der? Vi taler jo ofte om klimaforandringer og deres betydning, og her har vi jo store forandringer i forb. med istiderne. Og hvorfor overlevede nogle? Bisonoksen er jo et godt eksempel.

Det er en meget interessant bog. Den præsenterer en anklage, den fremlægger beviser både for og imod. Det er nu op til os læsere at afgøre, om beviserne er kraftige nok til at vi tør dømme Homo sapiens skyldig i en oldgammel forbrydelse – hvis den da har fundet sted?