https://bagvand.keisneerbek.dk/

Jeg har altid været lidt tilbageholdende med at give film karakterer, for hvordan i al verden skal man bedømme dem, hvilke kriterier lægger man til grund? Men eftersom jeg både rater øl på UnTappd og bøger på Goodreads – nok mest for at holde styr på hvad man har smagt/læst – ja så er der jo ingen grund til, at film skulle behandles anderledes. Jeg har derfor overgivet mig, og oprettet en profil på IMDB, hvor jeg rater film.

Listen er jo pt. ekstremt højt ratet, for når man starter ud med den slags, så starter man jo typisk med favoritfilmene samt de nyeste man har set. Der er altså hundredevis, for ikke at sige tusindvis af film jeg har set gennem årene, der er absolut middelmådige, flere tilmed ringe, som ikke er på listen endnu, og nok heller ikke kommer det.

Men hvilke film fortjener 10 stjerner? Hvilke kriterier skal ligge til grund for den ultimative vurdering?

Det er svært. Jeg har aldrig givet en øl ultimativ rating, for altid tænkt den jo godt kunne blive en anelse bedre. Men det er jo også åndssvagt, for så er ratingen jo altid uden for rækkevidde. I den modsatte ende har vi de tosser (undskyld udtrykket, men det er altså udtryk for manglende smag) der rater Grøn Tuborg som bedste øl.

Men topkarakteren bør efter min mening altså balancere mellem min egen subjektive vurdering, og så en objektiv vurdering. Der er naturligvis folk, der hellere spiser en hotdog fra pølsevognen end et måltid fra Noma, men det ændrer ikke på, at kvaliteten af Noma er bedre. Andre foretrækker også at give den gas på dansegulvet til et hårdtpumpet teknonummer, men det ændrer ikke på det faktum, at Bachs Goldbergvariationer er af kunstnerisk højere kvalitet, der har været spillet i århundreder og også fremføres om 100 år.

Vi har det samme med film. Jeg anerkender klart, at mange vil finde Kickboxer en mere underholdende film end Sommeren med Monika, men det ændrer ikke det faktum, at betragtet som filmkunst er sidstnævnte af bedre kvalitet end førstnævnte.

Jeg har derfor besluttet, at mine 10 stjerne-film er vurderet ud fra følgende:

1. De skal på en eller anden måde indgå i filmhistorien. Dvs. film der også om hundrede år ses, diskuteres, analyseres af folk som læser filmvidenskab o.lign. De skal gøre noget nyt, noget anderledes.
2. Jeg skal opdage noget nyt for hvert gensyn. De bedste film åbenbarer nye ting, når man ser dem igen.
3. Jeg skal ikke have forslag til forbedringer. De fleste film har en scene eller et aspekt, som irriterer mig eller mangler. Meget få film lever op til det, men meget få film skal også have 10 stjerner.
4. Jeg skal personligt være fanget ind af dem. Den subjektive del er naturligvis vigtig, hvis filmen keder mig, så kan det være lige meget.

Indtil videre så består min liste af 4 film, der opfylder ovennævnte kriterier. Den ene måske endda lidt på kanten.

Once Upon a Time in the West

Sergio Leones vidunderlige mesterværk. Hver eneste scene er skåret til perfektion. Introen såvel som den sidste duel hives igen og igen frem som eksempler på sublim kameraføring og klipning. Musikken forstærker alle scener, og historien byder på komplekse fortællinger og interessante figurer.

Nogle folk betragter film som banal underholdning. Men jeg er ikke i tvivl. Hvor maleriet har Vermeer og musikken Beethoven, så viser Leone med denne film, at filmmediet kan være et kunstværk og så tilmed i genren spaghetti-western.

8½

Fellinis mesterværk. Historien om filminstruktøren, der er tømt for ideer, og simpelthen ikke kan få lavet sin science-fiction film færdig.

Filmen er et orgie af symbolik, hvor fantasi, drømme, fortidsminder flyder sammen med nuet, kombineret med fantastisk kamerateknik og brug af lys og skygger. Man er aldrig helt sikker på, hvad som er op og ned, så filmen kan ses igen og igen. Instruktører som Terry Gilliam, Woody Allen og Martin Scorsese nævner Fellini som kæmpe inspirationskilde, og adskillige film har små detaljer som er kopieret ikke mindst fra denne film, som en hyldest til den italienske mester.

Vandringsmanden

Den russiske instruktør Andrei Tarkovskij har ikke lavet mange film, men de er alle anerkendt som værende mesterværker.

Vandringsmanden er som alle hans film meget mærkelig, smækfyldt med symbolik. Vores hovedperson skal følge en forfatter og en videnskabsmand ind i den mystiske zone, hvor et mystisk sted opfylder et menneskes inderste ønske. Det er ikke bare en rejse ind i en forladt ødemark, men en rejse helt ind i sindet (pun intended). Det er Lars von Triers yndlingsfilm, og han har også i sine film små hilsener til den russiske mester, som filmentusiaster med smil opdager. Min yndlingsfilm er det nok ikke, men den er en milepæl i filmhistorien og kan ikke forbedres, så topkarakteren kan ikke diskuteres.

Spartacus

En ung Stanley Kubrick instruerer i 1960 en film om gladiatoren Spartacus, der leder et oprør mod den romerske magt. Et tema som er set i adskillige film, ikke mindst den meget berømmede Gladiator.

Spartacus lægger sig på den ene side i Hollywoods tradition med storslåede film, men leverer alligevel et nybrud i genren, ikke mindst grundet slutningen, der ikke skal afsløres her, men som er fænomenal. Yderligere så vakte den opsigt omkring flere af hovedpersonerne, der helt klart også motiveres af seksuelle drifter.

Hvis jeg skal være ærlig, så er det måske på kanten at give den 10 stjerner, da jeg er usikker på, om den objektivt set er lige så god som de førstnævnte film. Men jeg har en svaghed for den, ikke mindst grundet at den i mange år var den film, som jeg definerede som min yndlingsfilm, når nogen spurgte. Rejs dig op, løft hovedet, knyt næven og sig: “I am Spartacus!” Så skal undertrykkerne nok ryste i bukserne.

Netflix er blevet opgraderet med en lang række ældre film, heriblandt en del ganske interessante. Det er jo en dejlig udvikling, hvis de lidt mere tyndbenede Hollywoodproduktioner (der jo kan være ganske underholdende) bliver suppleret med film til filmentusiaster.

En af disse er Jean-Luc Godards “Le Carabiniers” fra 1963, der på dansk blev oversat til “Soldaterne”, men selv om oversættelsen er korrekt, så lyder det bare lidt forkert. Vi holder os altså til originaltitlen.

Filmen starter med, at vores to hovedpersoner, Ulysses og Michelangelo, bliver opsøgt af to soldater. En slåskamp opstår, og allerede her fornemmer vi hurtigt, at vi er ovre i satirens verden, for kampen antager nærmest en slapstick-agtig karakter.

De to soldater har besked med fra “kongen”, at de skal melde sig til hæren, da landet er i krig og har behov for deres tjeneste. De er skeptiske og vil gerne lige vide, hvad de får ud af det. Og det er ikke småting, de får frie hænder til at plyndre, røve etc. Deres hustruer, Cleopatra og Venus, synes det er en fremragende ide, og således bliver det.

Vi følger så vores to hovedpersoner gennem krigens rædsler, og det er absolut ikke heltegerninger der karakteriserer kampen, men overgreb på civile og i det hele taget en absurd tilgang til verden. Hjemme modtager de to hustruer jævnligt postkort, der fortæller om mændenes “eventyr” i den store verden.

Men da Ulysses og Michelangelo vender hjem fra krigen, så er det uden de lovede skatte. Kufferten er derimod fuld af postkort – glansbilleder om man vil – uden nogen form for værdi. Soldaterne kommer igen og fortæller, at kongen har tabt krigen, hvilket jo komplicerer tingene noget, ikke mindst hvis man forventer betaling i form af krigsbytte, men de får en fin medalje. I sidste ende kommer der en kontrarevolution, vores hovedpersoner må flygte som forrædere, og ender med at blive likvideret af deres egne, som vil redde eget skind. Ak ja.

Filmen er på mange måder absurd, men samtidig ganske underholdende. Vores hovedpersoner bor i et faldefærdigt skur ude midt i ingenting. Det er simple folk der hverken ejer jordisk gods, moral eller intellekt. I den forstand er de oplagte til at falde for soldaternes propaganda og løfter om guld og hæder.

Det er absolut en antikrigsfilm, der formår at fremstille absurditeten i handlingerne. Der er for så vidt ingen helte, kun uskyldige ofre. Men filmen er langt nemmere at se end mange andre film i samme kategori, fordi satiren er så tyk. Der er ikke udpenslet vold eller blod – jo jo, der nedskydes civile – men det hele i en karikeret form.

Jeg skal ærligt indrømme, at jeg ikke er særlig velbevandret i fransk film fra denne periode, selv om jeg udmærket ved, at det rent filmhistorisk er en vigtig periode. Det var i fransk film den såkaldte “nye bølge” startede, hvor filmmediet for alvor udviklede sig fra at være ren underholdning til at være en måde at udtrykke sig politisk og filosofisk. Vi er i opstarten til de politiske omvæltninger i slut-60erne, hvor universitetet i Paris jo var et centralt omdrejningspunkt, og Godard så sandelig nok den vigtigste filmskaber i perioden.

Det er som sagt meget glædeligt, at Netflix giver os mulighed for at se en film som Le Carabiniers, noget som man ellers kun støder på i specialbiografer som Cinamateket.