Jeg husker tydeligt da jeg første gang så sumobrydning. Det var i Valby på Mellemtoftevej. Jeg var lige flyttet til København efter gymnasiet. Vi havde den store tv-pakke indeholdende Eurosport, der dengang viste sumobrydning.
Jeg husker fra start at være fascineret. Det første man lægger mærke til er naturligvis størrelsen på bryderne. De er enorme. Dengang var det Akebono, som var dominerende. Han var et bjerg. 201 cm høj. Angivelig en torn i øjet på de nationalistiske japanere, da han jo var fra Hawaii. Det spillede ingen rolle, han kæmpede sig hele vejen til tops, til Yokozuna-titlen, den største i sumo.
Det næste jeg bemærkede var attituden. Hvor boksere er storsnakkende, omtaler sig selv som et verdens vidunder, nedgør deres modstandere osv. så er sumobrydere ydmyge. De viser ikke store følelser. Hver kamp startes og sluttes med et anerkendende buk, uanset om man har tabt eller vundet. Eller det er i hvert fald idealet – nogle gange træder sumobryderne også ved siden af, udviser ikke respekt for modstanderen, så tales der om det. Det er ikke velset.
Ritualerne er vigtige. De tager meget længere tid end selve kampen, der ofte afgøres inden for de første 20 sekunder. Men ringen skal renses for onde ånder, der skal kastes salt, man skal være klar. Det hele styres af dommeren, en Gyoji, der sørger for alt følger forskrifterne. På den ene side spændende, at man følger en århundreder gammel tradition. På den anden side også stokkonservativ. Det er et paradoks. En sportsgren der nægter at forny sig, på godt og ondt. Er chauvinistisk. Hierarkisk. Det er ikke for alle. Der er ikke langt mellem frastødelse og fascination.
Men kampene er fantastiske. Man opdager hurtigt, at der findes forskellige teknikker og brydestile. Nogle bruger deciderede brydeteknikker, forsøger med greb og kast at vælte modstanderen omkuld. Andre forsøger med rå kraft at skubbe/slå modstanderen ud af ringen. Nogle går dybt ind på modstanderen, andre forsøger at få fat i bæltet fra en vinkel. Nogle har et bredt arsenal af teknikker, andre kun en som til gengæld er perfektioneret. Personligt har jeg aldrig brudt mig om de brutale skubbeteknikker, det virker uelegant. Foretrækker til hver en tid brydere, som går efter at få fat i bæltet på modstanderen, uanset om der så vindes ved at skubbe vedkommende ud af ringen med fysisk kraft, eller om man kaster staklen til jorden med et teknisk overarmskast.
Akebono var som nævn Yokuzuna da jeg startede med sumoen. Men hurtigt kom en udfordrer på banen. Takanohana. Han var en elegant tekniker. Hvor Akebono brugte sin enorme størrelse, så var han den perfekte modstander. Det var et legendarisk opgør mellem de to. Ikke sjældent havde de besejret alle andre, inden de skulle møde hinanden i en sidste afgørende finalematch. Og så meldte en tredje udfordrer sig på banen, Musashimaru. Det var pragtfuldt.
Men efter noget tid stoppede Eurosport med deres udsendelser, og så var det slut med sumo. Der gik mange år, hvor jeg intet så. Men teknik, computere og internet udvikledes. Og på et tidspunkt kom noget som hed youtube. Uden helt at huske præcis hvorfor eller hvornår, så overvejede jeg om en af de gamle Akebono-kampe mon lå på denne videokanal. Og jo, man kunne sagtens finde gamle kampe, men endnu vigtigere, så var der nye kampe. Faktisk fandt jeg hele kanaler dedikeret til at streame turneringerne fra Japan. Øjeblikkeligt var jeg på igen.
Naturligvis kendte jeg ikke en eneste af de nye brydere. Alle mine gamle favoritter var for længst gået på pension. Men alt lignede jo sig selv i denne konservative sport. Og hurtigt fik jeg nye favoritter, historier om folk der stiger op i graderne, for så at falde til jorden igen. Fantastiske opgør mellem de bedste i sporten. Sejre og nederlag.
Der er en ny turnering hver ulige måned. Den varer 15 dage, startende 2. søndag i måneden. Den bryder med flest vundne kampe vinder turneringen og den enorme Emperors Cup. Sådan har det foregået “altid” – kun afbrudt 2 gange i historien – første gang grundet 2. verdenskrig, anden gang grundet en epidemi med Covid19. Og jeg sidder klar hver gang. Hepper på mine favoritter. Hvem vinder mon næste gang? Er der nogen ude med skader? Og kan nogen af de nye unge gøre sig gældende mod de ældre mere erfarne? Hvem har mulighed for at blive fremtidige yokuzunaer?
Jeg har på fornemmelsen, at vi er ganske få i Danmark som ser sumobrydning, Men giv det en chance. Det er en fantastisk sport, og et vindue ind i en fremmed kultur.
