Blog Image

https://bagvand.keisneerbek.dk/

De dårlige film

Film Posted on Tue, January 04, 2022 20:43:15

Vi kender dem alle sammen. De der elendige film, hvor man efter at have set dem tænker, “hvorfor spildte jeg lige mit liv på det her?” Men hvad er egentlig en rigtig dårlig film?

Verden er fuld af film fyldt med elendige skuespillere, elendig instruktion, tåkrummende effekter osv. Men flere af disse film har på en eller anden måde en charme. Der er til tider noget naivt og uskyldigt over disse håbløse film, der på en eller anden måde virker dragende på os. De har lidt en tendens til at blive såkaldte kultfilm, og jeg skal da ærligt indrømme, at jeg morer mig med at se disse.

Og historien om en af de største skabere af ringe film, Ed Wood, blev filmatiseret af Tim Burton. Lars von Trier satte sig til opgave at få Jørgen Leth til at lave en lortefilm i “De fem benspænd”. Så fascinationen af det elendige findes også blandt filmskabere. Og endelig har Mystery Science Theatre 3000 (forkortet MST3K) gjort det til en fest, at gense disse gamle rædsler.

Plan 9 From Outer Space af Ed Wood er ofte beskrevet som den dårligste film nogensinde.

Så de film der er så elendige, at de rent faktisk bliver morsomme, ja de kan vel dårligt falde i kategorien “de dårligste”.

Men når vi snakker dårlige film, så er der en anden, som ofte nævnes, og den må jeg også tage fat på her. Det er den fjerde i en serie, der gradvis bliver ringere. Jeg så de tre første som knægt, og skal ærligt indrømme at mit barnesind var mere positivt indstillet over for den elendige 3’er, end gensynet med min lidt mere modne udgave. Til gengæld havde jeg aldrig hørt om 4’eren, da jeg så den. Ej heller vidste jeg, at den var udråbt som noget nær det mest elendige i filmhistorien. Jeg var altså fuldstændigt uforberedt på den rædsel, som jeg skulle til at se. Jeg taler naturligvis om Dødens Gab 4.

Jeg elskede den oprindelige Dødens Gab og har genset den mange gange, og jeg har læst bogen – både til 1 og 2 – af Peter Benchley. Men denne firer er så eksemplarisk elendig, at man tror det er løgn. På trods af at have filmene i et boxset, så har jeg kun set den en gang, så det bliver lidt på hukommelsen, men grundlæggende så er den første scene ok, for hajen æder en gut i en havn. Fint nok, problemet er bare, at dette er den eneste gode scene.

Så tager Ellen Brody på ferie med fly og hajen følger sgu med under vandet, for den vil have hævn. Intet giver mening. Hvordan hajen kan følge med et fly, eller ved hvem der er i det, ja det står absolut hen i det uvisse? Hvorfor denne haj vil have hævn giver heller ikke mening, for de andre hajer er jo afgået ved døden?

Men det er egentlig ikke det fuldstændigt ulogiske plot, som er problemet. Problemet er der ikke sker en skid. Ellen Brody har flashbacks til begivenheder, som hun ikke selv har været en del af. Det er meningsløst og (dødens) gabende kedeligt. Og ikke nok med det, men endelig frem mod den sidste afgørende scene lykkes det endelig hajen at sluge en af de medvirkende. Men hvad sker der så? Jo, hajen sprænger (vist nok) i luften, og ud af maven i levende live flyder nu det tidligere offer. Jeg kan kun advare mod denne elendighed af en film.

På alle måder en rædsel

Dødens Gab 4 er dog langt fra den eneste af sin slags, hvor efterfølgere er håbløst elendige. I serien af disse skal jo også nævnes Piranha 2. Jeg husker tydeligt, da jeg første gang så den oprindelige Piranha-film som ca. 11-årig. Det var en af de film, der akkurat som Dødens Gab gjorde, at man lige skulle overveje en ekstra gang, om man havde lyst til en badetur. Tanken om tusindvis af piratfisk, der strippede kødet fra ens skelet i løbet af få sekunder, var ekstremt skræmmende, og selv om jeg ikke har genset filmen, så husker jeg den som meget effektiv.

Piranha 2 gav den dog lige en skrue ekstra, for godt nok var fiskene i den oprindelige gjort ekstra bidske i et hemmeligt militærlaboratorium (ak ja, de skulle være sluppet ud i Vietnams floder for at sprede rædsel hos befolkningen), så er de i denne film gensplejset endnu mere, så de nu kan flyve…. Jeg gentager lige, kan flyve… En stakkels imbecil manuskriptforfatter har naturligvis fået ideen, at fisk pr. definition kun er skræmmende hvis man opholder sig i vandet, og derfor skulle der udvikles en metode, hvor folk kunne angribes på land. Vi har senere set konceptet i film som Sand Sharks og Sharknado, disse havde dog til gengæld en snert af humor. Senere er serien udvidet med Piranha 3d, som jeg ærlig talt ikke har set, men pointen med den var vidst bare at vise hel- og halvnøgne damer.

Jeg bliver også lige nødt til at runde Aliens vs. Predators 2. Jeg er vist en af de ganske få, som rent faktisk kunne lide den første. Men jeg skal ærligt indrømme, at jeg var godt underholdt. Jeg elsker Alien og Predator er en ganske underholdende film. Så kom der et computerspil, der forenede de to ikoniske figurer. Der var dog intet i det setup som sagde, at det så skulle blive en god film. Der er flere film baseret på computerspil, nogle frygtelige som eksempelvis Doom, andre fungerede egentlig ok som Resident Evil. Bevares, Alien vs. Predator (AvP) er bestemt ikke en stor film, det er hjernedød underholdning, men det synes jeg også den leverer til fulde. Men efterfølgeren AvP2 er godt nok noget af det mest åndssvage, jeg længe har oplevet, og jeg skal ærligt indrømme, at jeg nok ikke fik set de sidste 20 minutter (der måske var fremragende, omend jeg tvivler), men det var en pinsel.

Flyvefisk med tænder

Jaws 4, AvP2, Piranha 2 er alle elendige film. Men det er trods alt ikke mine værste filmoplevelser. Årsagen til dette er, at de ikke ødelægger originalerne.

Nej, jeg har i hvert fald to film, som jeg har et ubetinget had til. Film der er så forkerte, så forfærdelige, at de aldrig burde være lavet. Årsagen er den simple, at de destruerer film jeg elsker.

En kendt filminstruktør sagde engang, at det største problem ved Steven Spielberg film var, at han forklarer alt. Når man har set filmen, så er der ingen åbne spørgsmål, alt er besvaret. Den kritik kan jeg sådan set godt nikke genkendende til (at Jaws blev så god skyldtes jo netop, at han ikke kunne få mekanikken til at fungere).

Så en stor del af filmmagien opstår jo, når publikums fantasi aktiveres. Den oprindelige Alien fungerer så fantastisk, fordi uhyret er skjult i skyggerne, vi kender ikke til den, dens historie, dens bevæggrunde eller motiver. Derfor kan den også opfattes som en metafor for mange forskellige ting. Det er den detalje (eller en af detaljerne), som hæver filmen op over banaliteten. Det er præcis derfor, at efterfølgeren Aliens er så markant ringere. Det er i James Camerons version reduceret til en actionfilm. Men Camerons film ødelægger ikke originalen, det gør til gengæld den infame Prometheus, der tilmed har Ridley Scott som instruktør!

Jeg var begejstret, da jeg hørte Ridley Scott ville tage fat i Alien-universet igen. Hvad kunne det ikke blive til? I stedet så formåede han, at smadre magien i sin egen fortælling. Man burde måske have luret faren i titlen. Prometheus er jo den græske gud, der trodsede Zeus, og gav liv til mennesket. Og ikke nok med at vi i filmen fik en fuldstændig hjernedød fortælling om menneskets ophav, som værende skabt af en eller anden udenjordisk race, så bliver det tilmed koblet til den oprindelige Alien-historie, hvor disse “Aliens” ikke bare kreerer mennesket, men sørme også er ansvarlige for de fantastiske Xenomorfer. Mage til idioti skal man lede længe efter!

Al den mystik som var med til at gøre den oprindelige Alien så fantastisk blev med et pennestrøg ødelagt. Ikke bare skulle mystikken ødelægges, nej den skulle tilmed erstattes af en håbløs elendig historie, hvor menneske og xenomorf på en eller anden måde sættes i relation til hinanden.

Halvnøgne skaldede rumfolk spreder DNA og skaber mennesker – det er akkurat så dumt, som det lyder!

Prometheus er nok den film i verden, som jeg mest af alt havde ønsket aldrig var blevet lavet, eller jeg i det mindste havde været forskånet for at se. Og værst af alt – jeg betalte sgu penge for at se den i biografen…

En anden film, som jeg ærlig talt hader næsten lige så passioneret som Prometheus, er Hannibal Rising.

En af de film, der for alvor skabte min filminteresse, var Ondskabens Øjne – Silence of the Lambs. Og jeg læste også bøgerne, der jo også indbefattede den første Red Dragon (filmatiseret 2 gange), men efter filmsuccesen også efterfølgeren Hannibal.

Historikken er lidt sjov, for filmen Ondskabens Øjne var jo et fantastisk gennembrud, der høstede alle de store Oscars bl.a. til Jodie Foster og Anthony Hopkins, såvel som til instruktør Jonathan Demme – alt fuldt fortjent. År tidligere var den første bog filmatiseret under navnet Manhunter, der dog ikke fik så stor opmærksomhed. Jeg har set den, og den var egentlig ok, men klart slet ikke på niveau med Demmes film.

Begge bøger er skrevet af Thomas Harris, og de er virkelig gode. Men så kom der fortsættelser, og det gjorde intet godt. Jeg ar læst lidt om, at Thomas Harris egentlig ikke selv ønskede at fortsætte, men at hvis han ikke gjorde så var rettighederne sådan, at andre ville kunne overtage, og det ønskede han ikke (Godfather 3 om igen). Summa summarum – efterfølgeren til Ondskabens Øjne, bog såvel som film, Hannibal, var en tynd kop te, og gjorde intet godt. Al den tvetydighed som var i figuren Hannibal Lecter blev pludselig trukket ud, og han og Clarice udviklede et forhold som vi nok ikke lige tænkte var oplagt. Sikke noget rod. Men igen, filmen ødelagde ikke så meget i forhold til den oprindelige. Dette skulle dog ændre sig med filmen Hannibal Rising!

Når en film er åndssvag, så må den jo spille på effekter fra de gode. Hvor er det fantasiløst.

Hannibal Rising gør præcis det, som bare burde være et åbenlyst no go. Den forsøger at forklare baggrunden for, hvorfor Hannibal Lecter er som han nu engang er. Det der bare er den åbenlyse problematik er, at fascinationen af figuren netop går på mystikken. Han er et paradoks. På den ene side et lynende geni, der er i stand til at psykoanalysere folk på et splitsekund. En gentleman, der har viden om musik, kunst, vin og tilmed kan lave kunstværker af berømte bygninger fra hukommelsen. Men samtidig er han en djævel, en rendyrket psykopat i ordets egentlige kliniske forstand, men yderligere med morderiske kannibalistiske tendenser. Som sagt et paradoks. Og det interessante er netop, at vi ikke aner hvorfor han er sådan.

Så det samlende for de to film jeg hader mest (der er muligvis flere film derude jeg ville hade ligeså intenst, havde jeg set dem), det er netop film der ødelægger magien bag to karakterer, som jeg holder meget af. Alien/Xenomorf og Hannibal Lecter. Det interessante er, at begge ødelægges af deres oprindelige skabere – Ridley Scott som instruktør til den oprindelige Alien, og Thomas Harris som forfatter og skaber af Hannibal-figuren. Det er hjerteskærende.

Det bliver nogle gange sagt, at amerikanere ikke kan lide åbne slutninger. Der skal helst ikke være for meget tilbage for tilskueren at analysere, det kræver jo tankekraft. Jeg ved ikke om det er korrekt, men jeg kan i hvert fald se, at det i disse to tilfælde er gældende. Trangen til at forklare baggrundshistorien trækker magien ud af fortællingen, og de er ødelæggende for filmene. Det eneste jeg derfor kan gøre er, at undlade at anerkende disse film som en del af kanonen – det er film som eksisterer i et parallel-univers, langt væk fra mine elskede værker.

Der er charmerende dårlige film, som vi kan grine af. Der er ligegyldige dårlige film, som vi kan trække på skuldrene over. Og så er der film der er så dårlige, at de dræber magi og fantasi – de sidstnævnte er ubetinget de værste.



2021 – året hvor jeg genstartede min filminteresse

Film Posted on Sat, December 25, 2021 18:48:12

Jeg har set film så langt tilbage, jeg kan huske. Science Fiction, actionfilm, krigsfilm, komedier, gamle danske klassikere. Vi havde en videomaskine helt tilbage omkring 1981, og den blev flittigt brugt til at optage med. Jeg husker tydeligt klassikere som Kong Salomons miner med Stewart Granger og Deborah Kerr, Afrikas Dronning med Bogart og Hepburn, og naturligvis Star Wars som blev set et utal af gange. Men grundlæggende er det umuligt for mig helt at holde styr på hvornår jeg så hvad, men når man havde kammerater med hjem efter skole, så var det ikke usædvanligt at vi gloede alle mulige film.

Katharine Hepburn og Humphrey Bogart – Hollywood når det er bedst

Fra ca 12-årsalderen kom også en periode, hvor jeg tog en del i biografen, og så de nyeste film – gerne anmeldt i ungdomsbladet Mix (ak ja). Der var mange elendige film imellem, men én film ramte fuldstændigt plet, nemlig Ondskabens Øjne, der med et blev min yndlingsfilm. Nogenlunde samtidig med denne opdagede jeg også Woody Allen, hvor hans komedie Mig og Bogart fængede mig. Der var en stribe af hans film i fjernsynet, igen blev alt optaget, og jeg var straks helt med på den intellektuelle neurotiske New Yorker-type med sproglige perler. Woody Allen var så gateway til Marx Brothers – som jeg havde set, men ikke forstået dybden eller betydningen af – og senere også Bergman, som jeg dengang slet ikke havde på radaren (der havde været nogle af hans serier i TV, som jeg ikke havde set).

Man skal heller ikke undervurdere TV-fronten. Twin Peaks rammer skærmen, og man er hurtigt fuldstændigt suget ind i David Lynch’es mystiske drømmeunivers, hvor tingene bare er en anelse mystiske. Det var jo komplet umuligt ikke at opsøge mandens andre kreationer, som eksempelvis Blue Velvet, Vilde Hjerter (der ud over Nicolas Cage også introducerede Laura Dern, hvilket gav stor gensynsglæde da hun pludselig dukkede op i Jurassic Park, for slet ikke at tale om Willem Dafoe, som jeg var vildt begejstret for i Oliver Stones anti-krigsfilm Platoon) og ikke mindst Elefantmanden (som jo havde Anthony “Hannibal Lecter” Hopkins og John Hurt på rollelisten, sidstnævnte jo uforglemmelig som mor til en hidsig Alien og The Storyteller i Jim Hensons pragtfulde serie).

En anden film der rammer benhårdt er Taxi Driver. Jeg husker ikke præcis, hvorfor jeg ser den? Måske fordi jeg ville se noget mere med Jodie Foster efter Ondskabens Øjne? Men Taxi Driver gør, at jeg opsøger alt med Robert De Niro samt Martin Scorseses film. Jeg havde egentlig set De Niro både i Godfather og Deer Hunter, men jeg var nok for ung til for alvor at værdsætte filmene, et tema som går lidt igen, men det ansporer jo til at jeg genser filmene.

Robert De Niro som Travis Bickle i Taxi Driver, en ikonisk rolle

En sidste afgørende ting i mine teenageår var, at en ung gut ved navn Lars von Trier satte Danmark på det internationale filmkort igen. Bevares, vi havde da gode instruktører som Bille August og Gabriel Axel, men det var ærlig talt ikke noget der fængede en teenager. Riget gjorde ham landskendt, og med Breaking the Waves fik han sit store internationale gennembrud. Det mindede på visse måder om det David Lynch havde gjort med Twin Peaks, men tilsat Triers helt egen vinkel, der dog som flere af hans film var dybt inspireret af den russiske instruktør Andrei Tarkovskij.

Dette var bare et lille udpluk af de film, som jeg er rundet af i min barndom, og meget er udeladt. Kurosawas samuraifilm, Kenneth Branaghs Shakespeare-filmatiseringer, Sergio Leones spaghettiwesterns, Robin Williams’ pragtpræstationer i Good Morning Vietnam og Døde poeters klub, for slet ikke at nævne de utallige mere eller mindre elendige action og komedier, som man høvlede igennem.

Som voksen byggede jeg videre på min filminteresse, og jeg fik skabt lidt sammenhæng i de film jeg så. Det kunne være skuespillere eller instruktører, som jeg gik lidt mere systematisk i gang med. Eller genindspilninger af gamle film, der så gjorde man opsøgte originalerne. Eller en række interviews med diverse instruktører, der redegjorde for deres inspirationskilder. Bille August’s yndlingsfilm er Bergmans Hvisken og råb, Lars von Trier Tarkovskijs Vandringsmanden osv. Jeg fik langt fra set alt, men gav dog alligevel et rimeligt overblik over en række af det 20. århundredes mest indflydelsesrige filmskabere.

Hvisken og råb er på alle måder en voldsom oplevelse, og i interview med Bille August indrømmede Jarl Friis Mikkelsen, at han havde måttet forlade biografen for at kaste op. En film der forfølger en længe efter.

Men stille og roligt forsvandt tiden. Der var arbejde, familie og en masse andre gøremål og hobbyer, der naturligvis krævede noget opmærksomhed. Jo jo, der blev da set de fantastiske filmatiseringer af Ringenes Herre, da de udkom i biograferne, men ellers var det mest når børnene skulle i biografen eller se film, at man var med. En række animationsfilm og naturligvis Harry Potter-filmene huskes bedst. Men det gamle filmnørderi var væk.

Lidt blev der dog pirket til det, for da børnene blev lidt større, så havde vi filmfredag, hvor hele familien så en film sammen. Nogle gange noget de valgte, andre gang gamle film vi besluttede, at dem skulle man bare have set. Og med et par enkelte svipsere må jeg generelt sige, at mine børn har god filmsmag, og det er ganske udmærkede ting jeg er blevet præsenteret for.

Jeg har gennem flere år haft ideer, som jeg gerne vil realisere. Jeg har et mål om på et eller andet tidspunkt at skrive en bog. Et andet mål var, at lave en podcast. Tilfældigvis blev sidstnævnte en realitet, da vi over en frokost kom til at snakke om det. Min gode kollega Lars er nemlig også interesseret i film, og havde absolut også haft lyst til at lave en podcast. Og der gik ikke lang tid før konceptet i det store hele var på plads, og vi kastede os hovedkulds ud i det. Vores filmsmag har vist sig at være vidt forskellig, og nok også mere forskellig end jeg troede fra starten af, men det gør bare projektet mere spændende synes jeg.

Men den fantastiske sideeffekt er jo, at jeg pludselig har fået genoplivet filmnørderiet efter knap 20 års pause. For de film jeg udvælger til podcasten skal jo researches, så der er noget at snakke om. Jeg får genset nogle gamle film, såvel som åbnet op for ting jeg ikke tidligere har set. Samtidig var jeg for første gang i biografen i årevis og så en “ikke børnefilm”, men med mine børn, da vi sammen så genudgivelsen af Memories of Murder af koreanske Bong Joon Ho, som havde lavet den pragtfulde Parasite, der jo vandt en fortjent Oscar, og som også var mine børn der havde præsenteret mig for, Og når jeg så kunne se, at jeg uden at ane det, faktisk havde set en film af instruktøren før, ja det gjorde det jo bare endnu mere interessant.

En seriemorder er på spil og det uduelige lokale politi skal forsøge at opklare sagen i Memories of Murder, en film Quentin Tarantino rangerer blandt sine favoritter.

Så hvad nu? Tja, podcasten kører jo derudaf, og vi har masser af ideer til fremtidige afsnit. Jeg har meldt mig ind i Cinemateket med en klar forventning om, at jeg skal opsøge nogle flere film i biografen. Jeg har stadig masser af huller i filmhistorien, som jeg skal have lukket. Jeg har ikke set ret meget af nogle af de store tyske instruktører. Det samme gælder for nogle af de franske. Jeg har heller ikke set alle Carl Th. Dreyers film, og det samme gælder de nyere Lars von Trier film. Der er nok at tage fat på, og samtidig så opdager man jo nye ting, når man genser en Fellini-film, og på den måde så stopper det aldrig.

Gode film sætter spor. De får os til at tænke over livet, aktuelle temaer, rejser filosofiske spørgsmål, vækker følelser i os. Det kan være æstetisk kunst, spændende historier der tager os med på rejse til fremmede verdener. Men man skal yde noget for at få det fulde udbytte. Og gode film giver ikke alle svarene, dem må vi selv finde frem til. Det er godt at være tilbage.



10 stjerner?

Film Posted on Sat, December 18, 2021 18:28:07

Jeg har altid været lidt tilbageholdende med at give film karakterer, for hvordan i al verden skal man bedømme dem, hvilke kriterier lægger man til grund? Men eftersom jeg både rater øl på UnTappd og bøger på Goodreads – nok mest for at holde styr på hvad man har smagt/læst – ja så er der jo ingen grund til, at film skulle behandles anderledes. Jeg har derfor overgivet mig, og oprettet en profil på IMDB, hvor jeg rater film.

Listen er jo pt. ekstremt højt ratet, for når man starter ud med den slags, så starter man jo typisk med favoritfilmene samt de nyeste man har set. Der er altså hundredevis, for ikke at sige tusindvis af film jeg har set gennem årene, der er absolut middelmådige, flere tilmed ringe, som ikke er på listen endnu, og nok heller ikke kommer det.

Men hvilke film fortjener 10 stjerner? Hvilke kriterier skal ligge til grund for den ultimative vurdering?

Det er svært. Jeg har aldrig givet en øl ultimativ rating, for altid tænkt den jo godt kunne blive en anelse bedre. Men det er jo også åndssvagt, for så er ratingen jo altid uden for rækkevidde. I den modsatte ende har vi de tosser (undskyld udtrykket, men det er altså udtryk for manglende smag) der rater Grøn Tuborg som bedste øl.

Men topkarakteren bør efter min mening altså balancere mellem min egen subjektive vurdering, og så en objektiv vurdering. Der er naturligvis folk, der hellere spiser en hotdog fra pølsevognen end et måltid fra Noma, men det ændrer ikke på, at kvaliteten af Noma er bedre. Andre foretrækker også at give den gas på dansegulvet til et hårdtpumpet teknonummer, men det ændrer ikke på det faktum, at Bachs Goldbergvariationer er af kunstnerisk højere kvalitet, der har været spillet i århundreder og også fremføres om 100 år.

Vi har det samme med film. Jeg anerkender klart, at mange vil finde Kickboxer en mere underholdende film end Sommeren med Monika, men det ændrer ikke det faktum, at betragtet som filmkunst er sidstnævnte af bedre kvalitet end førstnævnte.

Jeg har derfor besluttet, at mine 10 stjerne-film er vurderet ud fra følgende:

  1. De skal på en eller anden måde indgå i filmhistorien. Dvs. film der også om hundrede år ses, diskuteres, analyseres af folk som læser filmvidenskab o.lign. De skal gøre noget nyt, noget anderledes.
  2. Jeg skal opdage noget nyt for hvert gensyn. De bedste film åbenbarer nye ting, når man ser dem igen.
  3. Jeg skal ikke have forslag til forbedringer. De fleste film har en scene eller et aspekt, som irriterer mig eller mangler. Meget få film lever op til det, men meget få film skal også have 10 stjerner.
  4. Jeg skal personligt være fanget ind af dem. Den subjektive del er naturligvis vigtig, hvis filmen keder mig, så kan det være lige meget.

Indtil videre så består min liste af 4 film, der opfylder ovennævnte kriterier. Den ene måske endda lidt på kanten.

Once Upon a Time in the West

Sergio Leones vidunderlige mesterværk. Hver eneste scene er skåret til perfektion. Introen såvel som den sidste duel hives igen og igen frem som eksempler på sublim kameraføring og klipning. Musikken forstærker alle scener, og historien byder på komplekse fortællinger og interessante figurer.

Nogle folk betragter film som banal underholdning. Men jeg er ikke i tvivl. Hvor maleriet har Vermeer og musikken Beethoven, så viser Leone med denne film, at filmmediet kan være et kunstværk og så tilmed i genren spaghetti-western.

Fellinis mesterværk. Historien om filminstruktøren, der er tømt for ideer, og simpelthen ikke kan få lavet sin science-fiction film færdig.

Filmen er et orgie af symbolik, hvor fantasi, drømme, fortidsminder flyder sammen med nuet, kombineret med fantastisk kamerateknik og brug af lys og skygger. Man er aldrig helt sikker på, hvad som er op og ned, så filmen kan ses igen og igen. Instruktører som Terry Gilliam, Woody Allen og Martin Scorsese nævner Fellini som kæmpe inspirationskilde, og adskillige film har små detaljer som er kopieret ikke mindst fra denne film, som en hyldest til den italienske mester.

Vandringsmanden

Den russiske instruktør Andrei Tarkovskij har ikke lavet mange film, men de er alle anerkendt som værende mesterværker.

Vandringsmanden er som alle hans film meget mærkelig, smækfyldt med symbolik. Vores hovedperson skal følge en forfatter og en videnskabsmand ind i den mystiske zone, hvor et mystisk sted opfylder et menneskes inderste ønske. Det er ikke bare en rejse ind i en forladt ødemark, men en rejse helt ind i sindet (pun intended). Det er Lars von Triers yndlingsfilm, og han har også i sine film små hilsener til den russiske mester, som filmentusiaster med smil opdager. Min yndlingsfilm er det nok ikke, men den er en milepæl i filmhistorien og kan ikke forbedres, så topkarakteren kan ikke diskuteres.

Spartacus

En ung Stanley Kubrick instruerer i 1960 en film om gladiatoren Spartacus, der leder et oprør mod den romerske magt. Et tema som er set i adskillige film, ikke mindst den meget berømmede Gladiator.

Spartacus lægger sig på den ene side i Hollywoods tradition med storslåede film, men leverer alligevel et nybrud i genren, ikke mindst grundet slutningen, der ikke skal afsløres her, men som er fænomenal. Yderligere så vakte den opsigt omkring flere af hovedpersonerne, der helt klart også motiveres af seksuelle drifter.

Hvis jeg skal være ærlig, så er det måske på kanten at give den 10 stjerner, da jeg er usikker på, om den objektivt set er lige så god som de førstnævnte film. Men jeg har en svaghed for den, ikke mindst grundet at den i mange år var den film, som jeg definerede som min yndlingsfilm, når nogen spurgte. Rejs dig op, løft hovedet, knyt næven og sig: “I am Spartacus!” Så skal undertrykkerne nok ryste i bukserne.



Le Carabiniers

Film Posted on Sat, December 18, 2021 15:53:20

Netflix er blevet opgraderet med en lang række ældre film, heriblandt en del ganske interessante. Det er jo en dejlig udvikling, hvis de lidt mere tyndbenede Hollywoodproduktioner (der jo kan være ganske underholdende) bliver suppleret med film til filmentusiaster.

En af disse er Jean-Luc Godards “Le Carabiniers” fra 1963, der på dansk blev oversat til “Soldaterne”, men selv om oversættelsen er korrekt, så lyder det bare lidt forkert. Vi holder os altså til originaltitlen.

Filmen starter med, at vores to hovedpersoner, Ulysses og Michelangelo, bliver opsøgt af to soldater. En slåskamp opstår, og allerede her fornemmer vi hurtigt, at vi er ovre i satirens verden, for kampen antager nærmest en slapstick-agtig karakter.

De to soldater har besked med fra “kongen”, at de skal melde sig til hæren, da landet er i krig og har behov for deres tjeneste. De er skeptiske og vil gerne lige vide, hvad de får ud af det. Og det er ikke småting, de får frie hænder til at plyndre, røve etc. Deres hustruer, Cleopatra og Venus, synes det er en fremragende ide, og således bliver det.

Vi følger så vores to hovedpersoner gennem krigens rædsler, og det er absolut ikke heltegerninger der karakteriserer kampen, men overgreb på civile og i det hele taget en absurd tilgang til verden. Hjemme modtager de to hustruer jævnligt postkort, der fortæller om mændenes “eventyr” i den store verden.

Men da Ulysses og Michelangelo vender hjem fra krigen, så er det uden de lovede skatte. Kufferten er derimod fuld af postkort – glansbilleder om man vil – uden nogen form for værdi. Soldaterne kommer igen og fortæller, at kongen har tabt krigen, hvilket jo komplicerer tingene noget, ikke mindst hvis man forventer betaling i form af krigsbytte, men de får en fin medalje. I sidste ende kommer der en kontrarevolution, vores hovedpersoner må flygte som forrædere, og ender med at blive likvideret af deres egne, som vil redde eget skind. Ak ja.

Filmen er på mange måder absurd, men samtidig ganske underholdende. Vores hovedpersoner bor i et faldefærdigt skur ude midt i ingenting. Det er simple folk der hverken ejer jordisk gods, moral eller intellekt. I den forstand er de oplagte til at falde for soldaternes propaganda og løfter om guld og hæder.

Det er absolut en antikrigsfilm, der formår at fremstille absurditeten i handlingerne. Der er for så vidt ingen helte, kun uskyldige ofre. Men filmen er langt nemmere at se end mange andre film i samme kategori, fordi satiren er så tyk. Der er ikke udpenslet vold eller blod – jo jo, der nedskydes civile – men det hele i en karikeret form.

Jeg skal ærligt indrømme, at jeg ikke er særlig velbevandret i fransk film fra denne periode, selv om jeg udmærket ved, at det rent filmhistorisk er en vigtig periode. Det var i fransk film den såkaldte “nye bølge” startede, hvor filmmediet for alvor udviklede sig fra at være ren underholdning til at være en måde at udtrykke sig politisk og filosofisk. Vi er i opstarten til de politiske omvæltninger i slut-60erne, hvor universitetet i Paris jo var et centralt omdrejningspunkt, og Godard så sandelig nok den vigtigste filmskaber i perioden.

Det er som sagt meget glædeligt, at Netflix giver os mulighed for at se en film som Le Carabiniers, noget som man ellers kun støder på i specialbiografer som Cinamateket.



Min fascination af sumobrydning

Sumo Posted on Tue, November 02, 2021 21:15:54

Jeg husker tydeligt da jeg første gang så sumobrydning. Det var i Valby på Mellemtoftevej. Jeg var lige flyttet til København efter gymnasiet. Vi havde den store tv-pakke indeholdende Eurosport, der dengang viste sumobrydning.

Jeg husker fra start at være fascineret. Det første man lægger mærke til er naturligvis størrelsen på bryderne. De er enorme. Dengang var det Akebono, som var dominerende. Han var et bjerg. 201 cm høj. Angivelig en torn i øjet på de nationalistiske japanere, da han jo var fra Hawaii. Det spillede ingen rolle, han kæmpede sig hele vejen til tops, til Yokozuna-titlen, den største i sumo.

Det næste jeg bemærkede var attituden. Hvor boksere er storsnakkende, omtaler sig selv som et verdens vidunder, nedgør deres modstandere osv. så er sumobrydere ydmyge. De viser ikke store følelser. Hver kamp startes og sluttes med et anerkendende buk, uanset om man har tabt eller vundet. Eller det er i hvert fald idealet – nogle gange træder sumobryderne også ved siden af, udviser ikke respekt for modstanderen, så tales der om det. Det er ikke velset.

Ritualerne er vigtige. De tager meget længere tid end selve kampen, der ofte afgøres inden for de første 20 sekunder. Men ringen skal renses for onde ånder, der skal kastes salt, man skal være klar. Det hele styres af dommeren, en Gyoji, der sørger for alt følger forskrifterne. På den ene side spændende, at man følger en århundreder gammel tradition. På den anden side også stokkonservativ. Det er et paradoks. En sportsgren der nægter at forny sig, på godt og ondt. Er chauvinistisk. Hierarkisk. Det er ikke for alle. Der er ikke langt mellem frastødelse og fascination.

Men kampene er fantastiske. Man opdager hurtigt, at der findes forskellige teknikker og brydestile. Nogle bruger deciderede brydeteknikker, forsøger med greb og kast at vælte modstanderen omkuld. Andre forsøger med rå kraft at skubbe/slå modstanderen ud af ringen. Nogle går dybt ind på modstanderen, andre forsøger at få fat i bæltet fra en vinkel. Nogle har et bredt arsenal af teknikker, andre kun en som til gengæld er perfektioneret. Personligt har jeg aldrig brudt mig om de brutale skubbeteknikker, det virker uelegant. Foretrækker til hver en tid brydere, som går efter at få fat i bæltet på modstanderen, uanset om der så vindes ved at skubbe vedkommende ud af ringen med fysisk kraft, eller om man kaster staklen til jorden med et teknisk overarmskast.

Akebono var som nævn Yokuzuna da jeg startede med sumoen. Men hurtigt kom en udfordrer på banen. Takanohana. Han var en elegant tekniker. Hvor Akebono brugte sin enorme størrelse, så var han den perfekte modstander. Det var et legendarisk opgør mellem de to. Ikke sjældent havde de besejret alle andre, inden de skulle møde hinanden i en sidste afgørende finalematch. Og så meldte en tredje udfordrer sig på banen, Musashimaru. Det var pragtfuldt.

Men efter noget tid stoppede Eurosport med deres udsendelser, og så var det slut med sumo. Der gik mange år, hvor jeg intet så. Men teknik, computere og internet udvikledes. Og på et tidspunkt kom noget som hed youtube. Uden helt at huske præcis hvorfor eller hvornår, så overvejede jeg om en af de gamle Akebono-kampe mon lå på denne videokanal. Og jo, man kunne sagtens finde gamle kampe, men endnu vigtigere, så var der nye kampe. Faktisk fandt jeg hele kanaler dedikeret til at streame turneringerne fra Japan. Øjeblikkeligt var jeg på igen.

Naturligvis kendte jeg ikke en eneste af de nye brydere. Alle mine gamle favoritter var for længst gået på pension. Men alt lignede jo sig selv i denne konservative sport. Og hurtigt fik jeg nye favoritter, historier om folk der stiger op i graderne, for så at falde til jorden igen. Fantastiske opgør mellem de bedste i sporten. Sejre og nederlag.

Der er en ny turnering hver ulige måned. Den varer 15 dage, startende 2. søndag i måneden. Den bryder med flest vundne kampe vinder turneringen og den enorme Emperors Cup. Sådan har det foregået “altid” – kun afbrudt 2 gange i historien – første gang grundet 2. verdenskrig, anden gang grundet en epidemi med Covid19. Og jeg sidder klar hver gang. Hepper på mine favoritter. Hvem vinder mon næste gang? Er der nogen ude med skader? Og kan nogen af de nye unge gøre sig gældende mod de ældre mere erfarne? Hvem har mulighed for at blive fremtidige yokuzunaer?

Jeg har på fornemmelsen, at vi er ganske få i Danmark som ser sumobrydning, Men giv det en chance. Det er en fantastisk sport, og et vindue ind i en fremmed kultur.



End of the Megafauna

Bøger Posted on Thu, May 30, 2019 22:07:16

I virkeligheden burde titlen på bogen være: “Dræbte mennesker de store istidsdyr?”

Dette er nemlig det store emne, der ligger som det store ubesvarede spørgsmål. Det er en interessant tanke. Vi er udmærket klar over, at vi mennesker i moderne tid er ansvarlige for en udryddelse af enorme dimensioner. Fældning af skov, ødelæggelse af habitater – både på land og i vand. Da europæerne sejlede ud og “opdagede” eller underlagde sig verden, så bragte de også død og ødelæggelse med sig, ikke kun for oprindelige befolkninger, men også for de dyr – specielt på isolerede øer – der enten blev slagtet som proviant eller gik til grunde pga medbragte rotter.

Vi har en grundfortælling om, at vi engang levede i harmoni med naturen. At denne destruktive adfærd er et udslag af vores civilisation og den fremmedgørelse vi nu oplever fra naturen. Der er ikke meget der tyder på, at disse forestillinger er andet end myter. Det moderne menneskes romantisering af fortiden. Men hvor destruktive var vi i tidernes morgen? Var det i virkeligheden menneskets spredning til hele kloden, der selv med primitive redskaber var i stand til at udrydde de store dyr?

Dyrene kender vi, om ikke andet fra Ice Age filmene. Mamutter, kæmpedovendyr, sabelkatte er de mest kendte, men et stort antal pattedyr af kamelarter, hjorte, heste, bæltedyr, næsehorn for slet ikke at snakke om kæmpefugle som moa osv. En lang række dyr som levede i rundt om i verden for 10, 20 eller 30.000 år siden. Det skræmmende er, at de tidsmæssigt forsvandt nogenlunde samtidig med, at mennesket rykkede frem fx Clovis-indianerne i Amerika, som Eske Willerslev bla. har gjort kendte herhjemme. Den afrikanske megafauna havde lært at frygte mennesket fra starten af, men det havde dyrene i Amerika ikke.Men nogenlunde samtidig er jo ikke særlig godt i en så voldsom anklage, så hvor gode er vores dateringer egentlig? Hvilke beviser er der? Vi taler jo ofte om klimaforandringer og deres betydning, og her har vi jo store forandringer i forb. med istiderne. Og hvorfor overlevede nogle? Bisonoksen er jo et godt eksempel.

Det er en meget interessant bog. Den præsenterer en anklage, den fremlægger beviser både for og imod. Det er nu op til os læsere at afgøre, om beviserne er kraftige nok til at vi tør dømme Homo sapiens skyldig i en oldgammel forbrydelse – hvis den da har fundet sted?



At bestemme dansefluer

Insekter Posted on Wed, May 01, 2019 21:18:31

Med foråret kommer dansefluerne. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at der i blandt disse findes arter der er så vanskelige, at man grædende kryber i fosterstilling. Men omvendt skal man heller ikke afskrive dem som umulige, for der er faktisk ganske mange af arterne, der er helt til at have med at gøre.

Jeg har her tager udgangspunkt i en lille Empis nuntia, en ganske almindelig art på en 4-5 mm. En af de fluer mange måske fra start afskriver, men jeg har lavet en lille guide her til hvordan man kommer i mål, hvilket forhåbentligt kan give nogen blod på tanden, til at kaste sig lidt mere over de skønne dansefluer.

Nøglen jeg bruger er Mike Hackstons, som kan findes frit tilgængeligt på Mikes Insect Keys.

1. der er en diskalcelle (rød)
2. Vingeåren R4+5 har en gaffel (blå)
3. Analcellen er lang, mere end halvdelen af anden basalcelle (grøn)
og så er sugesnablen (proboscis) meget lang og peger nedad

Dermed ender vi på slægten Empis

4. Vingens indhak er spidsvinklet (lilla)
5. De mørke områder på ryggen ligger oven i rækkerne af hår (da vinklen skal være helt rigtig er det meget svært at se, ikke mindst tage billeder af med mit amatørgrej, så I må stole på når jeg siger det er rigtigt
6. Alle årer fra discalcellen rammer vingekanten (lyseblå)
7. Kun kanten af forbrystet er behåret (gul)
8. Hos hannen rører øjnene hinanden
9. Svingkøller er lyse (lilla)
10. Forreste del af thorax med mørke børsteagtige hår (ingen lyse) (gul)
11. Hår langs bagkrop lyse (undskyld, igen meget svært at se på dårligt billede, men de er meget tydelige i real life) (grøn)
12. Bagkrop mat (12)
13. 4 børster på scutellum (tro mig, de er der) (lyseblå)
14. Og endelig the money shot, det karakteristiske krogede kønsorgan, som kunne have sparet os for alt det foregående.



Humble Pi – A Comedy About Maths Errors

Bøger Posted on Sun, April 07, 2019 09:30:29

Er netop blevet færdig med Matt Parkers seneste bog, Humble Pi. En sjov gennemgang (med den seriøse baggrund at flere af fejlene reelt har kostet menneskeliv, nogle gange ført til regulære katastrofer) af mange af de ting der kan gå galt, når det drejer sig om matematik. Fra computere der ikke kan rumme tal nok, fejl grundet forvirring om pund, kilogram etc., til problemer i kalendere og tallet nul.
Alt sammen gennemgået klart og tydeligt også for den ikke-matematisk kyndige, så i den forstand rammer den potentielt et bredt publikum, og den klarer sig da også forrygende på salgslisterne.

Jeg skal ærligt indrømme, at jeg synes den første bog, “Things to make and do in the fourth dimension”, var en anelse bedre. Men på trods af de begge naturligt omhandler matematik, så er de også meget forskellige.

Matt Parker er kendt fra bl.a. Youtube-kanalerne “Numberphiles” og “Standupmaths”, og det er måske en af svaghederne i bogen. Mange af de gode sjove eksempler er nemlig tidligere blevet fortalt af Matt Parker i disse videoer. Og endelig har han lavet en introduktion til bogen bl.a. i Royal Institute, der også har en fremragende kanal. Se den endelig her.

Bogens bedste pointer kommer dog til sidst, og jeg tænker ikke jeg spoiler noget ved lige at ridse dem op her:
1. Der vil ske fejl. Vi mennesker og den teknologi vi bygger er ikke perfekt.
2. Vi skal lære af fejlene. Det nytter ikke vi har systemer, der forsøger at skjule fejl, enten fordi det er virksomhedshemmeligheder eller fordi folk er bange for at miste deres job. På den måde lærer vi ikke af fejlene, og ender med at gentage dem igen og igen.

og endelig den sidste sjove:

– Matematikere er ikke folk der synes matematik er nemt, det er folk der nyder at det netop er svært.



Next »