https://bagvand.keisneerbek.dk/

I virkeligheden burde titlen på bogen være: “Dræbte mennesker de store istidsdyr?”

Dette er nemlig det store emne, der ligger som det store ubesvarede spørgsmål. Det er en interessant tanke. Vi er udmærket klar over, at vi mennesker i moderne tid er ansvarlige for en udryddelse af enorme dimensioner. Fældning af skov, ødelæggelse af habitater – både på land og i vand. Da europæerne sejlede ud og “opdagede” eller underlagde sig verden, så bragte de også død og ødelæggelse med sig, ikke kun for oprindelige befolkninger, men også for de dyr – specielt på isolerede øer – der enten blev slagtet som proviant eller gik til grunde pga medbragte rotter.

Vi har en grundfortælling om, at vi engang levede i harmoni med naturen. At denne destruktive adfærd er et udslag af vores civilisation og den fremmedgørelse vi nu oplever fra naturen. Der er ikke meget der tyder på, at disse forestillinger er andet end myter. Det moderne menneskes romantisering af fortiden. Men hvor destruktive var vi i tidernes morgen? Var det i virkeligheden menneskets spredning til hele kloden, der selv med primitive redskaber var i stand til at udrydde de store dyr?

Dyrene kender vi, om ikke andet fra Ice Age filmene. Mamutter, kæmpedovendyr, sabelkatte er de mest kendte, men et stort antal pattedyr af kamelarter, hjorte, heste, bæltedyr, næsehorn for slet ikke at snakke om kæmpefugle som moa osv. En lang række dyr som levede i rundt om i verden for 10, 20 eller 30.000 år siden. Det skræmmende er, at de tidsmæssigt forsvandt nogenlunde samtidig med, at mennesket rykkede frem fx Clovis-indianerne i Amerika, som Eske Willerslev bla. har gjort kendte herhjemme. Den afrikanske megafauna havde lært at frygte mennesket fra starten af, men det havde dyrene i Amerika ikke.Men nogenlunde samtidig er jo ikke særlig godt i en så voldsom anklage, så hvor gode er vores dateringer egentlig? Hvilke beviser er der? Vi taler jo ofte om klimaforandringer og deres betydning, og her har vi jo store forandringer i forb. med istiderne. Og hvorfor overlevede nogle? Bisonoksen er jo et godt eksempel.

Det er en meget interessant bog. Den præsenterer en anklage, den fremlægger beviser både for og imod. Det er nu op til os læsere at afgøre, om beviserne er kraftige nok til at vi tør dømme Homo sapiens skyldig i en oldgammel forbrydelse – hvis den da har fundet sted?

Med foråret kommer dansefluerne. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at der i blandt disse findes arter der er så vanskelige, at man grædende kryber i fosterstilling. Men omvendt skal man heller ikke afskrive dem som umulige, for der er faktisk ganske mange af arterne, der er helt til at have med at gøre.

Jeg har her tager udgangspunkt i en lille Empis nuntia, en ganske almindelig art på en 4-5 mm. En af de fluer mange måske fra start afskriver, men jeg har lavet en lille guide her til hvordan man kommer i mål, hvilket forhåbentligt kan give nogen blod på tanden, til at kaste sig lidt mere over de skønne dansefluer.

Nøglen jeg bruger er Mike Hackstons, som kan findes frit tilgængeligt på Mikes Insect Keys.

1. der er en diskalcelle (rød)
2. Vingeåren R4+5 har en gaffel (blå)
3. Analcellen er lang, mere end halvdelen af anden basalcelle (grøn)
og så er sugesnablen (proboscis) meget lang og peger nedad

Dermed ender vi på slægten Empis

4. Vingens indhak er spidsvinklet (lilla)
5. De mørke områder på ryggen ligger oven i rækkerne af hår (da vinklen skal være helt rigtig er det meget svært at se, ikke mindst tage billeder af med mit amatørgrej, så I må stole på når jeg siger det er rigtigt
6. Alle årer fra discalcellen rammer vingekanten (lyseblå)
7. Kun kanten af forbrystet er behåret (gul)
8. Hos hannen rører øjnene hinanden
9. Svingkøller er lyse (lilla)
10. Forreste del af thorax med mørke børsteagtige hår (ingen lyse) (gul)
11. Hår langs bagkrop lyse (undskyld, igen meget svært at se på dårligt billede, men de er meget tydelige i real life) (grøn)
12. Bagkrop mat (12)
13. 4 børster på scutellum (tro mig, de er der) (lyseblå)
14. Og endelig the money shot, det karakteristiske krogede kønsorgan, som kunne have sparet os for alt det foregående.

Er netop blevet færdig med Matt Parkers seneste bog, Humble Pi. En sjov gennemgang (med den seriøse baggrund at flere af fejlene reelt har kostet menneskeliv, nogle gange ført til regulære katastrofer) af mange af de ting der kan gå galt, når det drejer sig om matematik. Fra computere der ikke kan rumme tal nok, fejl grundet forvirring om pund, kilogram etc., til problemer i kalendere og tallet nul.
Alt sammen gennemgået klart og tydeligt også for den ikke-matematisk kyndige, så i den forstand rammer den potentielt et bredt publikum, og den klarer sig da også forrygende på salgslisterne.

Jeg skal ærligt indrømme, at jeg synes den første bog, “Things to make and do in the fourth dimension”, var en anelse bedre. Men på trods af de begge naturligt omhandler matematik, så er de også meget forskellige.

Matt Parker er kendt fra bl.a. Youtube-kanalerne “Numberphiles” og “Standupmaths”, og det er måske en af svaghederne i bogen. Mange af de gode sjove eksempler er nemlig tidligere blevet fortalt af Matt Parker i disse videoer. Og endelig har han lavet en introduktion til bogen bl.a. i Royal Institute, der også har en fremragende kanal. Se den endelig her.

Bogens bedste pointer kommer dog til sidst, og jeg tænker ikke jeg spoiler noget ved lige at ridse dem op her:
1. Der vil ske fejl. Vi mennesker og den teknologi vi bygger er ikke perfekt.
2. Vi skal lære af fejlene. Det nytter ikke vi har systemer, der forsøger at skjule fejl, enten fordi det er virksomhedshemmeligheder eller fordi folk er bange for at miste deres job. På den måde lærer vi ikke af fejlene, og ender med at gentage dem igen og igen.

og endelig den sidste sjove:

– Matematikere er ikke folk der synes matematik er nemt, det er folk der nyder at det netop er svært.

Var en tur ude i den dejlige forårssol. På engen myldrede det med Grøn sandspringer, en herlig bille, ikke mindst fordi det er en af de få, som jeg rent faktisk kender navnet på.
De er ikke særlig fotogene, plejer at flyve væk, mens man akkurat er udenfor rækkevidde.

Jeg registrerede en snylteflue, Gonia picea, som lige rundede en tur i insektnettet, inden den blev løsladt. Men i nettet opdagede jeg sørme, at der sad en Grøn sandspringer. Den må være fløjet ind i nettet, uden jeg har opdaget det, mens jeg bare har travet rundt. Den kan højst have siddet der et kvarters tid, men det var altså nok til, at den var blevet helt rolig, og jeg kunne fint få et par gode billeder, inden den drønede afsted igen.

Pragtfulde kæber de har.

Jeg bor i et område med meget dejlig natur. Det er der, heldigvis da, også mange andre, som har opdaget, og en dejlig forårsdag som i dag, møder man mange hundeluftere o.lign.
Det er dog ikke alle, som helt deler mine entomologiske tilbøjeligheder, hvilket kan føre til folk kigger lidt underligt på en, ja man fornemmer nogle gange de opfatter en som værende en smule excentrisk.

Insektnettet vækker en del opmærksomhed. Nogle er straks fjendtlige, og tillægger mig givetvis alverdens lyster ud i sommerfugledrabets kunst. Men dem der tager sig mod til at spørge ændrer ret hurtigt attitude, når jeg forsikrer at nettet skam alene er tiltænkt fluer og tæger. Dem er det åbenbart ikke synd for.

Men turen i dag indebar altså en lille tur op på en stejl skrænt, hvor jeg sidste år lavede et vanvittigt hattrick, med hele 3 Melangyna-arter på 15 minutter. Der blev kigget lidt skævt til mig nede fra stien af, hvor hundelufterne passerede forbi. Imens stod jeg og stirrede intenst på – ja på skrænten. Det hjalp heller ikke på skepsis, da jeg pludselig dansede mystisk rundt på den stejle skrænt, men det havde altså den simple forklaring, at jeg ubemærket havde stillet min højre fod i en myretue, og mit ben (både indvendigt og udvendigt på buksebenet) var levende af en ordentlig omgang store sorte myrer.

Der var ingen Melangynaer til mig i dag, men humlefluerne sværmede (de har helt vildt mange B. discolor i England pt., men jeg fandt kun de vanlige majorer), det samme gjorde flere snyltefluer, og imens drønede frøtægerne rundt i de visne blade, og årets første grønne sandspringer lavede sine vældige “hop” på stien foran mig.

Jeg fastholder det standpunkt, at det er folk som ikke interesserer sig for insekter, der er de mærkelige.

Den tredje populærbog fra en af verdens førende biforskere.

Prolog
Forfatterens barndomsminder med leg i naturen uden voksenopsyn, kemiske eksperimenter, vovede forsøg med elektricitet og en glæde ved naturens skabninger. I dag kommer børn en brøkdel ud i naturen kontra tidligere, så hvordan kan vi skabe glæde og begejstring om natur, når de kommende generationer næsten ingen erfaring med den har? Måske den største trussel for fremtiden?

Kap 1 Salisbury Plain and the Shrill Carder
Det store militærområde, der sjovt nok er fantastisk natur fordi det netop var militæret som overtog, inden den infattende landbrugsindustrialiserin tog fat i resten af landet. Her eftersøger han den meget truede bi, Bombys sylvarum, der på dansk kaldes Skovhumle, men også ferejer og sjældne fugle trives i området.

Kap 2 Benbecula and the Great Yellow Bumblebee
På de ydre Hebrider finder han en stor population af den ellers meget sjældne Bombus distinguendus, Kløverhumle. Her har den formået at skabe en god bestand, sammen med en række andre sjældne dyr og planter, men fremtiden tegner usikker, da den er i stor risiko for indavl.

Kap 3 Gorce Mountains and the Yellow Armpit Bee
I Polen finder de gammelt klassisk landbrugsland, der giver fantastiske livsbetingelser for en række insekter. Desværre en sjældenhed med EUs landbrugspolitik, der favoriserer storskala monokulturer. Mange varianter de slet ikke har set før, som viser sig at være Klokkehumle, Bombus soroeensis.

Kap 4 Patagonia and the Giant Golden Bumblebee
I Sydamerika møder der biforskerne et yderst nedslående syn – endeløse vidder af plantageland. De kører 2.500 km(!!) gennem ren monokultur – tidligere regnskov nu soja og oliepalmemarker. Lidt omkring at udsætning af europæiske bier medførte kollaps af den oprindelige humlebi grundet sygdom. Trist kapitel.

Kap 5 California and Franklin’s Bumblebee
Californien er også landbrugsland, men her er den største udfordring kunstvanding, der for at få bl.a. mandler til at gro, trækker vanvittige 25 km3 vand op af undergrunden om året. Men økosystemet er generelt presset til grænsen, og den sjældne bi de eftersøgte er ikke set i 6 år og med stor sandsynlighed uddød.

Kap 6 Ecuador and the Battling Bumblebees
Landet med verdens højeste biodiversitet, rundt regnet 10 pct af verdens arter. 6 landejere er gået sammen og har i stedet for at opdyrke jorden skabt en naturpark, der tiltrækker både turister og forskere. Der er stadig krybskytteri, og de omkringliggende skovarealer bliver stille og roligt fældet, men området viser det kan lade sig gøre, hvis der er økonomisk og politisk vilje til det – det er tilmed ret billigt, men det kræver man vil investere i natur.

Kap 7 Brownfield Rainforests of the Thames Estuary
Dave opdager et unikt habitat i gammelt nedlagt industriområde midt i London. Sjældne arter trives blandt murbrokker og betonstøv. Paradoksalt nok øges biodiversiteten, når landbrugsjord bebygges – haver har flere arter end gødede marker. Men de næringsfattige industrigrunde er endnu bedre, da de slet ikke dyrkes, men det er en kamp at friholde dem fra nyt byggeri – vores samfund prioriterer varehuse og parkeringspladser højere end stærkt truede arter.

Kap 8 Knepp Castle and the Forgotten Bees
En godsejer vælger at lade naturen passe sig selv på sine arealer. Et engelsk forsøg på rewilding, med store dyr der holder plantevæksten nede, mens egetræerne får lov at stå og forfalde af sig selv. Resultatet bliver et fantastisk spændende naturområde med mange sjældne arter.

Der findes folk, som ikke helt forstår det herlige i en dipterist-hobby. Det prøver jeg at forklare her:

Svirrefluer:

– Er pletterne sammenstødende eller helt adskilte?

– De er sammenstødende! Eller i hvert fald nogle af dem…

– Godt, men det varierer ofte, så det kan ikke bruges til så meget. Er der bestøvning eller er den blank i kanten?

– Øøøøh, det er vist sådan lidt en mellemting….

– Hvad med antennefarven? Er de mørkegule, orange eller lyst rødbrune?

– Aj, nu stopper du…

Dansefluer:

– Er indhakket i vingen mere eller mindre end 90 grader?

– Den er vist præcis 90 grader, men for djævlen hvor er den flue lille.

– Hvad med de små hår på brystet, vender de nedad?

– Øøøøh, jeg kan jo dårligt få øje på dem, går den her åndssvage stereolup kun til 40x forstørrelse?

– Hvad med analåren?

– Aj, nu stopper du…

Styltefluer:

– Har du allerede bestemt den?

– Jeps, det var ret nemt, gik lige gennem nøglen.

– Fandt du den posteroventrale børste på tibia?

– Øh ja, er det ikke den der?

– Nej, det er en anteroventral børste. Og hvad med den børste på fodleddet der?

– Hmmm, den var der altså ikke lige før. Er min artsbestemmelse så ikke korrekt?

– Nej, du er i en forkert slægt.

– Aj, nu stopper du…

Snyltefluer:

– Har den en pre-alar børste?

– Hvad snakker du om, den har jo en mia. børster og hår over det hele. Er det ikke bare den der?

– Nej, det er en pre-sutural børste.

– Rend mig!